De første syv uger |

Wauw! På alle måder wauw! Hold fast en rutsjebanetur det har været, siden Wilmar kom til verdenen for ca. syv uger siden. Jeg er stadig overvældet af følelser. Som jeg skrev Instagram for nogle uger sider:

“At blive forældre er det absolut vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Der er så meget kærlighed, og samtidig er det så enormt hårdt. Jeg er træt og til tider frustreret, og samtidig dybt taknemmelig og lykkelig”

Det er meget specielt. Det er mere end fire år siden, jeg smed p-pillerne, og Lars og jeg blev enige om, at vi var klar til at hoppe ud i livet som forældre – velvidende at der sagtens kunne gå op til et år, inden jeg ville stå med en positiv graviditetstest i hånden. Vi havde aldrig i den vildeste fantasi forestillet os, hvad vi skulle igennem. To år senere blev jeg gravid med tvillingerne, som jeg nåede at have i maven i fem måneder. Efter tabet af tvillingerne gik der yderligere 10 måneder, før jeg blev gravid igen. Hvorfor nævner jeg det? Mit mindset har i mange år været rettet mod at blive gravid. Da jeg først blev gravid, handlede det udelukkende om at ‘holde på baby’ – dernæst var fokus på fødslen. Livet med en baby har jeg aldrig nået til, hvis det giver mening? Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men hold fast hvor er det fantastisk og hårdt på samme tid!
. . . . .

Jeg skrev på Instagram og spurgte, hvad I var nysgerrige på – og som altid var I søde til at svare mig. Nedenfor svarer jeg på nogle af jeres spørgsmål:

HVAD HAR VÆRET DET HÅRDESTE INDTIL VIDERE?
Ærligt, så har det virkelig overrasket mig, hvor hårdt livet som nybagt mor er. Det er der flere årsager til. Kombinationen af manglende og konstant afbrudt søvn, slog mig fuldstændig ud i starten. Vores første fem uger var simpelthen så hårde – især perioden fra uge 2 til uge 5, hvor lille W kæmpede med ondt i maven. Han græd og skreg konstant, og han var ofte helt utrøstelig. Så vidt jeg ved, er det normalt med ondt i maven her i starten, fordi ‘tarmene skal igang’, men det gør ikke frustrationerne mindre. At holde ‘fatningen’, det rolige overblik og den blide stemme, mens han skreg mig direkte ind i øret, var mildest talt meget udfordrende. Alt bliver dog glemt på et splitsekund, når han smiler til mig – bare ærgerligt, han først startede med at smile, da han var seks uger gammel, haha.

Udover at være træt helt ind i knoglerne – især de første fem uger, har jeg i den grad fået et wake up call, når det kommer til ‘mit tidligere liv’. Det er virkelig gået op for mig, hvor egoistisk et liv, jeg har levet – hvor jeg og mine behov har været i fokus tæt på 24/7. Pludselig bliver banale ting, så som at gå i bad, snøre sine sko og spise morgenmad udfordrende. At træne kræver timing og gerne en hjælpende hånd fra Lars – og jeg er pludselig drøn taknemmlig, hvis jeg bare kan nå 20 minutters træning. Aldrig har jeg været så effektiv.

Sidst vil jeg nævne, at jeg er taknemmelig for, at Lars og jeg har været sammen i så mange år – snart 10. Vi har fundamentet på plads, og selvom hverdagen pt ikke er spækket med ‘love’, ved jeg at overskuddet til hinanden vender tilbage. I øjeblikket er al vores kærlighed rettet mod det lille menneske, og det er fint – men vi skal huske hinanden! Inden længe kan vi lettere få ham passet et par timer, så vi kan tage et smut på restaurant og drikke noget vino. Det glæder jeg mig til. Nogle af jer har spurgt, hvordan Lars og jeg passer kærligheden – og det spørgsmål må jeg nok svare på, når vi er lidt længere i ‘forløbet’. Vi er slet ikke nået til vores kærlighed endnu – lige nu handler det hele stadig om Wilmar.

. . . . . .

BLEV DU RAMT AF “HORMONER” – GRÆDETUR PÅ TREDJE DAGEN?
Jeg har hørt mange snakke om, at de fik en grædetur på 3. eller 5. dagen – det mindes jeg ikke, jeg blev ‘ramt af’. Dog har jeg grædt nogle nætter – bl.a. en nat, hvor Wilmar fik forkert fat på mit bryst, hvor jeg havde en rift! Fordi jeg var så træt og udmattet, fik det bægeret til at flyde over, og jeg blev ved med at græde. Jeg har ellers ikke grædt så meget, men jeg har følt mig tom og til tider følelseskold. Jeg har nogle gange kunne kigge på lille Wilmar og følt mig distanceret til ham. Det lyder enormt koldt og kynisk, men den første periode var virkelig svær for mig. Jeg føler, jeg gav og gav – og det eneste jeg fik retur var skrig og skrål.

Heldigvis skete der et eller andet magisk omkring uge 6. Han begyndte at få vågentid, hvor han ikke skreg. Han begyndte at smile, hans maveproblemer gik i sig selv, og jeg har siden fået flere sammenhængende søvntimer om natten. Jeg fornemmer, det så småt begynder at blive lidt nemmere – nok også fordi jeg langsomt begynder at lære ham at kende og forstå hans behov. De skal nok ændre sig 100 gange, men jeg mærker en fremgang, og jeg begynder at nyde rollen som mor :0)

. . . . .

AMNING – HVORDAN FIK DU DET OP AT KØRE?
Jeg har forberedt mig meget på denne del, da jeg netop har vidst, at det kræver hårdt arbejde at få amningen op at køre. Jeg deltog i et ammekursus hos Baby Instituttet, mens jeg var gravid, og derudover tog Lars og jeg til ammevejledning fire dage efter Wilmars ankomst – også på Baby Instituttet. Det var ikke billigt, men uden tvivl alle pengene værd – en anbefaling fra en veninde. Jeg ved dog også, at det er muligt at få gratis ammevejledning i Københavns Kommune (tip herfra). Udover kyndig vejledning, har jeg nok også været heldig, fordi mælken allerede løb til på anden dagen, og lille W – som jo kom ud ret stor (4120 gram), var god til at tage fat og hjælpe til fra starten.

. . . . .

TING, FOLK HAR SAGT, MEN SOM JEG FØRST NU FORSTÅR!
1. “Husk at nyde den sidste alenetid med Lars”
Her har jeg bare tænkt; Venner, vi har været sammen i små 10 år – det er vist meget godt med noget nyt input, haha. Wilmar har været en del af vores liv de sidste syv uger, og jeg begynder allerede at tænke tilbage på spontane restaurantbesøg og en tur i biffen. Den tid kommer tilbage, det ved jeg – men nu forstår jeg!

2. “Sov, sov sov”
Puha, ja tak – men igen, man kan jo ikke sove på forskud. Det havde ellers været smart. Når det så er sagt, har jeg hele tiden tænkt – hey, jeg vågner alligevel 100 gange om natten, som højgravid – jeg er vel i træning? Hmmm – det er bare anderledes, når det er lille W der bestemmer, hvornår jeg skal op, og ikke når kroppen vækkes af sig selv, fordi jeg skulle op at tisse om natten.

3. “Undgå at købe for meget tøj i størrelse mini”
Jeg føler virkelig ikke, jeg købte særlig meget tøj i størrelse lille, men fordi folk omkring os har været så søde til at give lille W gaver – typisk tøj, kan jeg godt se, at jeg nærmest ikke burde have købt noget selv. Hmm – drøn ærgerligt allerede at skulle pakke så mange fine sæt tøj i kasser og sætte på loftet. Løsningen må være at få flere børn!

HVORDAN FORENER DU MORLIVET MED AT VÆRE SOCIAL MED VENINDER?
Lige nu er der ikke så meget hyggetid med pigerne, men heldigvis har jeg en del veninder med fleksible arbejdstider – og nogle er selv på barsel, hvilket gør det hele lidt lettere, når vi kan ses i dagtimerne. At deltage i aftenarrangementer – fx mine højtelskede madklubber med veninderne og vores søskendemadklub, er meget udfordrende. Jeg kan indtil videre ikke helt gennemskue, hvordan jeg kommer afsted om aftenen, men når lille W får lidt rutine, tænker jeg, jeg kan smutte nogle timer om aftenen, mens Lars ‘har vagten’.

. . . . .

HVORDAN ER BARSELSVIRKELIGHEDEN KONTRA BARSELSFORESTILLINGEN?
Indtil videre er virkligheden en helt anden, end jeg havde forestillet mig. Jeg har hele tiden tænkt at lille W bare skulle under armen og så afsted med mig – både på cafe og til møder på jobbet. Det har vist sig at være svært at komme ud ad døren, og da jeg i sidste uge skulle deltage i møde med en ny medarbejder, endte Lars med at tage mødet, da Wilmar krævede min opmærksomhed – og mine bryster. Men igen – hvad havde jeg forestillet mig. Det er ingengang to måneder siden, Wilmar kom. Jeg er ret overbevist om, at det bliver en helt anden snak, når han er lidt ældre. Jeg begynder allerede at fornemme, at jeg får mere overskud. Når det så er sagt, forstår jeg nu konceptet ‘barsel’. Lille W kræver min fulde opmærksomhed og ikke mindst kærlighed – og derudover går dagen stærkt med fuldt program; amme, skifte, amme, aktivere, stimulere, putte, amme igen osv. Kort sagt – der er ikke meget tid til andre ting – og dette indlæg har jeg kun haft mulighed for at skrive, fordi Lars er gået en tur med barnevognen. Men angående barselsvirkeligheden – lad os tage en ny status, når jeg er lidt længere.

. . . . .

FØDSELSBERETNING – VIL DU DELE?
Hmmm – ja, det tænker jeg. Måske det bliver næste indlæg?

. . . . .

Det må være dét for nu. Tak fordi du læser med ♡
XX ML

De første syv uger

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram