Hverdagstanker

Meditationsretreat i Sverige

Så er jeg tilbage i Cramers Studie efter en magisk weekend i det svenske. Jeg har været på meditationsretreat i Sjövik hos Jesper Westmark. Jeg har prøvet meditation én gang før, og det fangede mig ikke rigtigt. Jeg har svært ved at finde ro og holde styr på tankerne, og netop derfor var jeg også lidt nervøs forud for turen. Kan jeg overhovedet ‘være i det’? Eller løber tankerne afsted med mig? Bliver jeg ked af det, hvis jeg kommer til at tænke på tvillingerne? Ærlig talt var jeg flere gange ved at hoppe fra, men jeg besluttede mig for at gøre det. Nu sidder jeg her mandag eftermiddag, og jeg er dybt taknemmlig for, at jeg tog afsted ♡

I hverdagens stress og jag, kører vi ofte med 110 km/t – uden at stoppe op og nyde hverdagens små øjeblikke (det har jeg tidligere skrevet et indlæg om). Jeg ved godt, vi ikke kan rende rundt og være i ‘zen’ hele tiden, men vi skylder os selv at gøre noget godt for os selv – og denne tur har virkelig være balsam for sjælen.

. . . .

Weekenden har sammenlagt stået på ca. 12 timers meditation. Derudover har vi spist god hjemmelavet mad og gået en dejlig lang tur i den smukke natur. Jesper er en fantastisk dygtig underviser/guide, og han havde nogle gode redskaber som gjorde, at jeg meget hurtig lærte at ‘gå ind i mig selv’. Jeg har altid troet, at meditation handler om tomhed – om at være fri for alle tanker, men det gør det ikke. Det er helt okay, at der kommer tanker undervejs, men vi lærer, hvordan vi skal håndtere dem.

Det er meget svært at beskrive og genfortælle min weekend – på mange måder virker den lidt uvirkelig lige nu. Jeg har både haft meditationer, hvor jeg har fået smil på læben, følt varme, glæde og kærlighed. Jeg har haft meditationer, hvor tårerne har trillet ned ad kinderne på mig, og oplevelser, hvor jeg har følt mig i trance. Til den sidste meditation blev jeg overvældet af taknemmelighed, og jeg fik et kort øjeblik følelsen af, at “nu forstår jeg, hvad livet handler om”. Det lyder helt vildt at sige lige nu, især fordi jeg altid har tænkt, at den følelse får jeg først, når jeg sidder med mit første barn i hænderne.

Her er det smukke rum, hvor meditationen bl.a. foregik. 

Her er ‘svedhytten’, hvor vi fik sauna meditation – fredag og lørdag. Fredag kunne jeg næsten ikke holde varmen ud, men lørdag havde jeg en hel anden oplevelse. Til trods for at Jesper blev ved med at ‘putte vand på’, og det blev varmere og varmere (til sidst var der ca. 120 grader i toppen af hytten), formåede jeg at gå ind i mig selv, og jeg lærte at håndtere varmen. Jeg har lyst til at sige – helt uden problemer. Vild oplevelse!

. . . .

Jeg elsker mit arbejde i studiet – at hjælpe, motivere og inspirere folk til at leve en sund og aktiv livsstil, men hvis jeg skal være noget for andre, skal jeg først og fremmest være her for mig selv. Det gælder ikke kun mig – det gælder os allesammen. Det er vigtigt, vi gør noget godt for os selv – uanset om det er træning, gåture, massage, købe nyt tøj, en venindeaftale, en tur i biografen eller en eftermiddag på sofaen med en god kop te. Jeg har længe gerne ville lære at meditere. Idéen om ‘lige’ at kunne tage fem minutter, og booste mig selv med ny energi, har altid tiltalt mig. Jeg føler, at jeg her i weekenden har taget en ‘kold-meditations-tyrker’, og jeg er overbevist om, at det vil være lettere for mig at meditere fremadrettet. Til dagligt benytter jeg apps, fx ‘HelloMind’ og ‘HeadSpace’, men der sker noget magisk, når man sidder i en rundkreds med andre mennesker. Jeg ved, at Jesper kører meditation hveranden mandag i København, og det vil jeg begynde at benytte mig af. Mit endelige mål er at lære at kunne tage et øjeblik alene – uden ‘en guide i ørerne’. Det skal jeg nok lære.

Min største ‘take-home’ fra denne weekend er, at jeg fik en forståelse for, hvorfor jeg så inderligt ønsker at få børn, og så føler jeg, jeg fik sagt ordenligt farvel til tvillingerne. Under én af meditationerne, fik jeg en varme og lethed i kroppen, og jeg fik følelsen “det er okay nu”. Jeg fik sagt farvel, og dermed skabt plads til nyt liv, som jeg håber, vi bliver beriget med – og selvfølgelig gør vi det ♡

Jeg fik lokket søde Sase med på turen, og hun har skrevet om sin oplevelse her

. . . .

Jeg ved ikke, om meditation er noget for dig, men jeg kan fortælle dig, at jeg er en pige med MANGE TANKER, og hvis jeg kan lære at finde ro i hovedet vha. meditation, så kan du helt sikkert også, hvis du har mod på det. Jeg føler, jeg har fået øjnene op for en helt ny verden, og jeg glæder mig til at vende tilbage til det meditative rum ♡

XX ML

…. tak for en magisk weekend, og tak for dig, Jesper! 

Posted in blog, Hverdagstanker

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram