Hverdagstanker

Samme dag, sidste år

For ca. 1 år siden, havde jeg min første camp i Spanien – i mine forældres sommerhus i Competa. I år har vi gentaget succesen. Samme dag sidste år – sådan cirka, havde vi en yogasession på terrassen, og det havde vi igen her til aften. At ‘dyrke yoga’ er vokset på mig de seneste par år. Jeg er en pige med krudt i røven, og jeg kan godt lide, når der er fart over feltet. Når jeg træner, skal jeg bruge min krop fysisk, og jeg elsker følelsen af trætte muskler og en forpustet mig liggende på jorden, når sidste sæt eller interval er færdig til dagens træning.

Yoga har aldrig sagt mig noget. I hvert fald ikke tidligere. Det går kort sagt bare for langsomt. Der er alt for meget tid til at tænke og reflektere – og uanset hvor meget jeg prøver at stoppe mig selv, kan jeg ikke undgå at tænke på alle de ting, jeg skal nå, når yogainstruktøren langt om længe afslutter sessionen med det berømte ‘namaste’. Sådan havde jeg det i hvert fald tidligere. Jeg har en eller anden idé om, at de mennesker der har allersværest ved at dyrke yoga, nok også er de mennesker, der vil have mest gavn af det. Det har jeg i hvert fald prøvet at overbevise mig selv om, og det er lige som om, at det begynder at gå op for min krop og ikke mindst mit lille reflekterende hoved, at yoga rent faktisk er godt for mig.

Nårh. Tilbage til ’samme dag sidste år-tanken’. Sidste år lå vi på terrassen – deltagerne og jeg, og yogainstruktøren startede sessionen med at sige, at vi skulle finde et formål med dagens session. Klokken var 21-ish, og vi lå under den fineste stjerneklare himmel. Klar til en time yin yoga – stille, rolig og afslappende yoga. Jeg husker den session så tydeligt. Det var få uger efter Lars’ og mit bryllup. Det var efter en meget intens og hektisk periode. Da yogainstruktøren bad os om at finde et formål, var der kun én ting, jeg kunne tænke på. Mit formål var at føle mig nærværende. Bare et øjeblik. Ikke resten af aftenen, dagene efter eller for evigt. Bare et kort øjeblik. Det var mit mål.

Yogasessionen gik i gang, og det var fantastisk. Vi sluttede med at have nogle minutter for os selv – uden hendes stemme i baggrunden. Jeg følte, at jeg var alene i verdenen. Kun mig, min yogamåtte, tæppet omkring min krop og stjernerne. Jeg fandt en stjerne, og dér – lige pludselig, fandt jeg ro. Jeg følte mig nærværende. Et kort øjeblik. Jeg var lige her, lige nu – ingen andre steder. Min tanker var med mig – og ikke alle mulige andre steder. Tanker, krop og mit hoved smeltede sammen. Jeg følte nærvær – for første gang i … ja, jeg ved ikke, hvor længe. Det var så intens en oplevelse. Jeg begyndte at græde. Tårerne trillede ned af kinderne. Jeg følte mig så heldig og privilegeret.

Episoden sidste år ramte mig dybt. Den har virkelig gjort indtryk på mig, og jeg tænker tit tilbage på den aften, hvor det hele et kort øjeblik gav mening. I dag gør jeg virkelig alt, hvad jeg kan for at være mere nærværende og til stede i min hverdag. Jeg har stadig svært ved at lægge telefonen fra mig, men jeg har den efterhånden aldrig med til bords – den skal ingengang ligge med ‘ryggen’ op ad på spisebordet. Når jeg er på besøg hos venner, foretrækker jeg at have telefonen liggende i tasken under hele ‘daten’. Når Lars og jeg går tur, hjælper vi hinanden med at lade telefonerne ligge derhjemme, så vi kan nyde hinandens selskab og undgå at blive forstyrret. Jeg elsker mit arbejde, men jeg ved også, at det gerne vil tage 100 % af mine tanker, og det synes jeg ikke, det skal. Efter jeg har accepteret, at jeg når det, jeg når, og at det er okay, at jeg ikke besvarer mails efter kl. 18, eller ’snapper’ min aftensmad på min Instagram Story hver aften, har jeg fundet en større ro, end nogensinde før.

Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg er blevet ældre. Nu er jeg selvfølgelig også blevet gift, og det giver måske også indirekte en ro og tryghed, men igen – jeg har været sammen med Lars i syv år inden vores bryllup, så forskellen fra tidligere og nu, den er altså ikke så stor (heldigvis!). Jeg tror i bund og grund, at jeg har fundet en ro indeni, idet jeg har accepteret, at jeg ikke altid behøver at stræbe efter noget. Jeg behøver ikke at have næste projekt klar på tegnebrættet, når et andet er ført ud i livet. Jeg er også kun et menneske – med 24 timer i døgnet. Jeg skal både sove, spise, hygge – udover mit arbejde. Mit arbejde er ikke alt, og der findes vigtigere ting her i livet. Som kærlighed, familie og venner. Jeg siger ikke, at jeg ikke elsker mit arbejde. Hvis du følger med på Instagram, herinde på bloggen og/eller generelt kender mig, så ved du, at mit arbejder betyder forbandet meget for mig. Når det så er sagt, falder motivationen, drivkraften og energien for mit drømmearbejde, når jeg pisker mig selv for hårdt. Jeg må simpelthen konstatere, at jeg arbejder bedre, når jeg har ro omkring mig, og når jeg har det godt – og ikke bare lidt godt. Jeg skal have det rigtig godt, og helt ind i hjertet.

Tænke tænke – dette blogindlæg tog en drejning. Det startede med en tanke, og det første mig et andet sted hen. Jeg hører meget podcast for tiden – især Christian Fuhlendorffs ‘hva’ så’? Det inspirerer mig at høre mennesker tale – uden filter. Det er måske lidt det, jeg prøver i dette indlæg. Lade tankerne løbe afsted med mig. Jeg har været vidt omkring. I princippet ville jeg jo bare dele min oplevelse af at føle nærvær – samme dag, sidste år. Det var magisk – og det fortjener vi alle at føle og mærke. Bare en gang i mellem – og hvis muligt, jo oftere, jo bedre ♡♡

Posted in blog, Hverdagstanker

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram