Jeg har haft fart på de sidste fire år. Jeg oprettede mit eget CVR nr. den 8. august 2013, og siden den dag har det ene projekt taget det næste. Der er ingen tvivl om, at jeg kommer fra en familie med et kæmpe iværksættergen. Jeg var 23 år, da jeg besluttede mig for at starte selvstændigt – og min fars reaktion var dengang; ‘det var da også på tide – jeg startede, dengang jeg var 20 år’. Det sagde han naturligvis med et blik i øjet 😉
At være selvstændig har sine mange fordele. Jeg elsker, at jeg er min egen boss. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg møder, hvornår jeg tager ferie – og det fungerer rigtig godt for mig, at jeg har sidste ord. Jeg er ikke så god til, hvis nogle skal bestemme over mig. Når det så er sagt, så er det vigtigt at huske på, at der altid er en bagside af medaljen. At være selvstændig er drøn hårdt arbejde. Jeg sammenligner det på nogen måder med at være studerende – der er altid en opgave, en artikel eller en eksamen, du kan gå i krig med. Sagt med andre ord – du har aldrig fri. Det er en svær balancegang at administrere ‘work-life-balance’. Jeg har endnu ikke fundet balancen, men jeg arbejder på højttryk for at nå dertil. Jeg bliver bedre og bedre. En lille ting der gør en stor forskel er, at jeg har besluttet mig for, at jeg ikke skal besvare mails efter kl. 18. Jeg efterlever det ikke altid, men jeg gør virkelig mit allerbedste. Jeg spørger ofte Lars, “vi er enige om, at det er okay, at jeg ikke svarer på den her mail før i morgen, ikke?”. Hvis jeg ikke havde haft Lars, så tror jeg, at jeg kunne begrave mig i arbejde.
Tilbage til det, jeg egentlig har på sinde med dette indlæg. Dengang jeg startede tilbage i 2013 var jeg uden diskussion meget usikker på mig selv. Jeg havde en drøm at blive en motiverende og inspirerende kvinde, der hjalp andre til at opnå en sund og stærk krop, men jeg tvivlede på, om jeg kunne få succes i denne branche. Der er SÅ mange personlige trænere, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne adskille mig fra alle de andre på markedet? Tilbage i 2013 var det meget populært at stille op i diverse fitnesskonkurrencer – fx bikini- og bodyfitness. Der var nogle trænere i branchen der stillede op i denne periode, og de havde efterfølgende fået stor succes som personlig træner. Det fik mig til at tvivle på den vej, jeg havde planlagt. Skulle jeg også poste billeder på de sociale medier af mig selv letpåklædt, før jeg ville få opmærksomhed? Var det nødvendigt at vise billeder af min krop, for at mine kommende klienter skulle tænke “wauw, hun skal hjælpe mig – tjek en krop, hun har”. Der var en længere periode, hvor jeg for alvor overvejede, om jeg skulle finde en coach og stille op i en konkurrence. Jeg endte rent faktisk med at købe et forløb hos en træner, der altid fik folk klar til scenen – med stor succes. Jeg opnåede nogle flotte kropslige resultater, og min coach dengang spurgte ind til, om jeg havde overvejet at stille op? Jeg havde potentialet til at vinde. Det gav mig et gys, og måske var det startskuddet på min karriere, hvis jeg stillede op – og tænk endda, hvis jeg vandt?
Jeg tog en dyb indånding og snakkede med Lars om det, og han var ikke begejstreret. Dengang var det ikke altid nok, hvad Lars mente. Jeg tog derfor ud til mine forældre og sagde, at jeg gik med de her overvejelser, og jeg fortalte dem, at jeg var overbevist om, at det ville være en afgørende faktor for, om jeg ville få succes i branchen. Mine forældre var som altid støttende – de sagde bare; “uanset hvad du gør, støtter vi dig i det – men pas nu på dig selv”. Mine veninder blev involveret, og de var bestemt ikke vilde med planen. Havde jeg en drøm om at stille op, skulle jeg da gøre det, men det var jo ikke dét, der var min drøm – min drøm var at få min forretning op at køre, så jeg kunne hjælpe en masse til at opnå en sund og stærk livsstil. Min drøm var ikke at stå på scenen. De bakkede altså Lars 100 % op i det, han sagde.
Jeg må jo bare sige, at det er altafgørende at være omgivet af fantastiske og støttende mennesker, og mine nærmeste fik mig overbevist om, at det ikke var nødvendigt at stille op. Jeg skulle fortsætte det arbejde, jeg havde planlagt, og at jeg skulle blive ved med at tro på mig selv.
Set i bagspejlet er jeg simpelthen så glad for, at jeg ikke stillede op. Jeg har en masse gode venner og veninder, der har stillet op i forskellige konkurrencer, og jeg har stor respekt for det hårde arbejde, de går igennem. Igen – fuld respekt herfra, men det var bare ikke noget for mig. Jeg er glad for, at jeg stolede på processen, og at jeg ikke lod mig inspirere for meget af de sociale mediers påvirkning. Der er simpelthen så mange trænere – i hele verden, der bruger deres egne kroppe til at promovere sig selv, og jeg havde ikke lyst til at være en af dem. Jeg ville gerne finde min egen vej, hvor jeg ikke skulle påvirke gennem letpåklædte billeder. Jeg siger ikke, at det ene er mere rigtigt, end det andet, men jeg fandt ro i, at jeg ikke skulle gøre det. Fordi en træner har sixpack betyder det jo ikke, at han eller hun er en dygtig træner, og at vedkommende kan få dig derhen, hvor du ønsker. Måske kan han/hun – måske ikke. Jeg ville gerne få anerkendelse for mine værdier og fornuftige tilgang til sundhed, og jeg synes, at det er lykkes rigtig godt.
Nu står jeg her i dag. Jeg har et lille team af utrolig kompetente mennesker bag mig, og vi har netop åbnet vores træningsstudie på Esplanaden. 400 kvadratmeter lækre lokaler, hvor vi kan tilbyde vores medlemmer de skønneste rammer for træning. Inden længe udkommer min første bog; DIN SUNDE PLAN, og du er btw meget velkommen, hvis du har tid og lyst -) Du finder information om eventet – her.
Hvad vil jeg sige med dette indlæg? Stol på dig selv og processen, og undgå så vidt muligt at sammenligne dig selv med andre. Du skal finde din vej, og finde ud af, hvad du vil – ikke hvad andre vil, eller hvad andre tænker, du skal gøre. Stol på dig selv ♡♡
