…. har været meget hektisk.
Jeg var overbevist om, at det hele ville blive mindre hektisk efter brylluppet, men sådan endte det ikke. Der har været fuld fart på, og en masse nye og spændende projekter har fyldt min kalender. Som I ved, skal jeg igang med at skrive bog, og vi har netop brugt hele weekenden på at skyde video- og billedemateriale til to kommende hjemmesider. At der er fuld fart på, kan jeg ikke brokke mig over. Jeg er selvstændig, og det er en god ting, at der sker en masse. Men – i september fik Lars en hjernerystelse i en fodboldkamp. Den første uge gik fint, og så fik han et kæmpe tilbagefald og lå i et fuldstændig mørklagt lokale i to uger – uden telefon, computer og tv. Han kunne knap overskue at spise. Det var i samme periode, at jeg var på Bali – rimelig dårlig timing. Lars nåede ovenikøbet en tur forbi Rigshospitalet, fordi lægerne var nervøse for, om han havde fået en lille hjerneblødning. Det var det heldigvis ikke. Alt i alt – Bali var en fantastisk tur, men mentalt var jeg i Danmark under hele rejsen.
Lars fik hjernerystelse seks uger efter vores bryllup – og siden september har vores hverdag på ingen måde været som tidligere. Jeg har kendt Lars i syv år – og fra den ene dag til den anden, blev han en fuldstændig anden person – inaktiv, træt og uoplagt. Det eneste han kunne overskue var at sove og høre lydbog. Hurra for at blive gift. De første to måneder gik fint. Jeg prøvede virkelig at være den tålmodige og forstående wifey, men for at være helt ærlig, ligger det ikke til mig. Jeg endte med at bryde fuldstændig sammen. Det er det hårdeste, jeg har prøvet! Det var så også lige prikken over i’et, at vi måtte aflyse vores bryllupsrejse – fra 5. december til 5. januar. Det er nu tre måneder siden, at Lars fik hjernerystelse. Han er fortsat sygemeldt, og vi ved endnu ikke, hvornår han vender tilbage på fodboldbanen. Det vigtigste er, at han har det bedre, og at det går fremad.
Det har været en hård tid at have en sengeliggende og sygemeldt mand. Kort før hjernerystelsen besluttede vi os for, at Lars skulle gå fuld tid i Cramers ApS. Jeg nåede lige præcis at få Lars kørt i stilling, så blev han syg. Alle hans opgaver røg med 110 km/t tilbage i hovedet på mig, og det har medført en længere periode, hvor jeg næsten har ligget søvnløs om natten.
Vi har netop afsluttet dette halvårs teamtræningsforløb, vores mor/barn hold, og i weekenden fik vi skudt alt indhold til vores to nye hjemmesider. Jeg føler endelig, at jeg kan ånde lettet ud. Det bliver jeg også nødt til. Lars gav mig i aftes en opsang og sagde, at nu bliver jeg virkelig nødt til at passe på mig selv. Det falder sammen med, at min læge har sagt det samme. Måske er der noget om det? Det er vel ikke et godt tegn, når jeg vågner op om morgenen fuldstændig blå under øjnene? Jeg er ikke typen der har har (eller får) stress – jeg har bare meget at lave. Hmmm!!!
Fra nu af må jeg ændre i min hverdag, så jeg kan få den til at hænge sammen. Lars har det heldigvis meget bedre, og han er snart tilbage på fuld speed. Han har netop hjulpet mig med at strukturere min hverdag, så jeg fra dd får mere luft i mit skema. Inden jeg ser mig om, at han tilbage, så jeg igen kan kaste bolde op i luften, og han kan hjælpe mig med at lægge dem de rigtige steder. Vi er det bedste team.
XX ML
