I starten af året var jeg ude at løbe en tur med Cecilie Haugaard (også kendt som @cillemouse på Instagram). Jeg fortalte Cille, at jeg var igang med at brainstorme på mine opskrifter til min kommende bog, DIN SUNDE PLAN. Straks kastede hun idéer efter mig – bl.a. på denne skønne broccolisuppe. “Hmm – broccolisuppe” tænker du måske! Jeg lover dig én ting – den er virkelig et hit. Den er cremet og ultra lækker i konsistensen, og nu hvor efteråret er rullet indover os, jamen er det så ikke også på tide, at vi kommer igang med suppegryderne?
I aften har jeg madklub for mine piger, og i den anledning har jeg tænkt mig at invitere dem på broccolisuppen – med hjemmebragt flüte, smør og philadelphia. Jeg håber, de elsker den lige så meget som jeg. Mon ikke 🙂 Du finder opskriften her (til én person):
Ingredienser
- 1 spsk. olie
- 1 lille rødløg
- 1-2 fed hvidløg
- 250 g broccoli
- 0,5 l grøntsagsbouillon
- 50-100 g cremefine (7 %)
- salt og peber
- 100-120 g kalkunbacon
- pynt: chiafrø eller friske krydderurter
Fremgangsmåde
- Svits løg og hvidløg i en gryde med olie. Når løgene har fået en gylden farve, tilsætter du lunken grøntsagsbouillon og broccolihoveder.
- Bring ingredienserne i kog, og lad simre i 10-15 minutter.
- Kom ingredienserne i en blender, eller brug en stavblender. Tilsæt cremefine, og smag til med salt og peber.
- Steg kalkunbacon på panden ved høj varme eller i ovnen.
- Anret din suppe i en skål, top den med kalkunbacon, og pynt med chiafrø eller friske krydderurter.
Mmmmmm og velbekomme herfra
♡♡ Marie Louise