Jeg befinder mig i øjeblikket i Spanien. Jeg har en træningscamp med otte af mine eksisterende klienter. Målsætningen med rejsen er ikke er blot at træne og spise sundt – jeg ønsker også at skubbe og udfordre mine klienter, så de står stærkere mentalt efter denne rejse. Vi har været i gang i tre dage, og pigerne rykker sig hver især – på flere og forskellige parametre. Det er spændende at følge med. Jeg er glad for, at pigerne giver mig lov til at være en del af deres fysiske og mentale rejse. En af mine piger har haft en spændende rejse. Hendes forhold til sin krop har ændret sig radikalt, og hun vil gerne dele sin historie med os alle sammen. Det er stærkt, sejt og inspirerende – og jeg håber, at hendes historie kan være med til at rykke noget i dig.
“Jeg har været på en lang, hård og lærerig rejse de sidste to år. Mit forhold til min krop har været meget anstrengt, og jeg har været decideret sur på min krop. Sur over at den insisterede på sukker, sur over at den ikke gjorde, som jeg sagde og sur over at den tog på. Min tankegang vedrørende min krop har været præget af dikotomi. Min krop og mit hoved var to fuldstændig adskilte dele – og ikke nok med at de var adskilte, de modarbejdede også hinanden. Jeg sidestillede mit hoved og min hjerne med det ’rigtige’ mig, og som den del der ville mig det bedste, mens jeg gjorde min krop til skurken. Det var min krops skyld, at jeg købte slik, det var min krops skyld, at jeg spiste for meget, og det var min krops skyld, at jeg tog på. Min krop gjorde intet rigtigt, det var i hvert fald det indtryk, jeg havde i hovedet. Jeg hadede min krop, jeg afskyede dens udseende og størrelse. Jeg eksperimenterede med mange forskellige tilgange til at opnå et sundt jeg og komme i den så famøse ‘balance’. Jeg mislykkedes med samtlige eksperimenter, og i takt hermed blev mit fokus mere og mere negativt. Hvorfor ville min krop ikke bare samarbejde? Hvorfor ville min krop gøre mig ondt ved at modarbejde mine mål? Mit forhold til og min opfattelse af mig selv var meget disharmonisk. Men så skete der noget, der rykkede min verden. Mit verdensbillede blev vendt fuldstændig på hovedet i noget, jeg oplevede som en åbenbaring. Nok den største åbenbaring jeg har oplevet i mit liv. Det skete en helt almindelig torsdag. Jeg sad i en lænestol hos en hypnoseterapeut og fortalte min historie. Hun mærkede meget hurtigt, at mit forhold til min krop var meget betændt, og drejede samtalen ind på lige præcis dét. Hun stikkede hårdt til mig, fik mig til at genoverveje mine betragtninger, reflektere over min dikotome tilgang til mig selv. Jo dybere vi kom, jo mere gik det op for mig, at mit had til min krop var fuldstændig unfair. I så lang tid har jeg bebrejdet min krop, de dårlige valg jeg har truffet. De tanker der blev til usunde valg startede i hovedet – og ikke i kroppen. Det var ikke min krop der insisterede på sukker, det var mig, mit hoved, der lærte min krop at hungre efter sukker.
Mens jeg sad i den lænestol og svarede på hypnoseterapeutens svære og provokerende spørgsmål, skete der noget. Noget der ændrede mit verdensbillede radikalt. Noget der frigav en masse ophobet dårlig energi. Den krop, min krop, som jeg har brugt så meget energi på at hade, har aldrig gjort noget for at skade mig. Jeg har udsat den for usandsynligt mange vanvittige påfund i form af kure, detox og overspisning. Den har på ingen måde haft de rigtige forudsætninger for at klare sig godt, men alligevel har den båret mig igennem det hele. Jeg har fyldt min krop med al den forkerte energi, både tankemæssigt og ernæringsmæssigt, og alligevel har den gennemført det ene hårde træningspas efter det andet. Alligevel har jeg oplevet progression under min træning. Hvordan er det overhovedet muligt, når jeg har behandlet min krop så dårligt? Det er muligt fordi min krop er stærk. Det er muligt, fordi min krop altid er der for mig. Det er muligt fordi min krop elsker mig. Ikke én gang har min krop svigtet mig, på trods af at den burde være kollapset utalige gange. Min krop og din krop gør alt, hvad den kan under de forudsætninger, den har at arbejde med.
Hvordan har jeg kunnet været så blind så længe? Da jeg sad i lænestolen brød jeg fuldstændig sammen. Jeg brød sammen af skyld og dårlig samvittighed. Jeg brød sammen, fordi det lige pludselig gik op for mig, at jeg havde været fuldstændig urimelig over for min krop. På under to timer fik jeg et helt andet syn på mig selv og min krop. Jeg gik fra at hade og skælde ud på min krop, til lige pludselig at elske min krop og være taknemmelig for min krop. Min krop er helt fantastisk. Min krop har båret mig gennem livet på godt og ondt, og jeg ville aldrig, for noget i verden, bytte min krop. Derfor er det på tide, at jeg begynder at behandle min krop, som den fortjener. Min krop fortjener at blive accepteret. Min krop fortjener at blive respekteret. Min krop fortjener at blive elsket. Og det bliver den nu“
