Sundhed

Lidt om mit nyeste projekt!

Jeg har lidt lyst til at sige, at det virkelig er typisk mig, at jeg liiiige skal have denne idé med, inden lillemanden kommer til maj – men jeg har faktisk haft denne idé længe – i mange år.

. . . . .

Nå, hvad er det så for en idé, jeg har fået. Jeg vil rigtig gerne lave en app, så jeg kan hjælpe, motivere og inspirere alle jer, der ikke har mulighed for at træne hos os i Cramers Studie. Jeg forsøger løbende at opdatere min Instagram Story med træningsprogrammer, men jeg får altid spørgsmål retur, fordi mange ikke forstår forkortelserne, diverse træningstermer og øvelser. DET forstår jeg udmærket godt – jeg forstod heller ingenting i starten.

Min plan er, at jeg skal lave træningsprogrammer til dig, så du både kan få inspiration til træning derhjemme på stuegulvet (uden udstyr), og inspiration til din træning i fitnesscenteret (med udstyr). Du får ikke kun træningsprogrammer, men naturligvis også instruktion og forevisning af alle øvelserne, så du ikke er i tvivl om, hvordan du skal gøre.

. . . . .

Hvorfor er det så vigtigt, at jeg går igang med dette projekt nu? Fordi app’en skal rumme forskellige målgrupper. I første omgang skal jeg filme materiale til ‘gravidpakken’. Da termin nærmer sig med hastige skridt (10 uger), så tænker jeg, det er ved at være tid til at få materialet i hus. Hvem ved – måske bliver jeg pludselig ramt af smerte i lænd/bækken, eller måske binder jeg pludselig så meget væske, at jeg ikke kan forevise øvelserne optimalt. Derudover vil jeg gerne have gravidmaterialet i hus. Derudover skal jeg filme materialet til ‘mor/barn pakken’ – altså en pakke med inspiration til din efterfødselstræning. Denne skal jeg lave, når jeg på et tidspunkt har tid og overskud efter lillemandens ankomst. Når jeg er på den anden side af graviditet og en barsel med lillemanden – og når kroppen er parat til det, skal jeg filme materiale til dig, der gerne vil i topform.

. . . . . .

Idéen til app’en startede, da jeg i juli 2017 fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg ville udnytte min gravide situation til at filme materiale til gravide, og efterfølgende lave mor/barn materiale osv. – i takt med min egen situation. Som du nok ved, stoppede vi graviditeten i november 2017 (efter anbefaling af lægerne), og efter et meget turbulens forløb med fertilitetsbehandling, tabet af tvillingerne og 10 efterfølgende måneder fertilitetsbehandling for at blive gravide igen, jamen så var det først i januar i år (2019), at jeg fik modet til at gå videre med projektet. Det var først på vores ferie i Thailand i januar, at jeg for alvor fik følelsen af at være gravid, og her i 30. graviditetsuge begynder jeg at forestille mig en fremtid med lillemanden – udenfor maven. Denne tro har givet mig mod til at arbejde videre med app projektet, og derfør klør jeg lidt ekstra på i den næstkommende tid.

. . . . . .


Nu tænker du måske, om jeg ikke burde tage den med ro – måske tænker du, sådan – GO GO GO. Vi er jo allesammen forskellige, og jeg er nok bare typen, der altid elsker et nyt projekt. Tanken er, at jeg bruger resten af min tid inden lillemandens ankomst på at brainstorme på projektet og filme gravidmaterialet. At skyde billeder og videomateriale er jeg heldigvis vant til. Det største arbejde ligger jo i at kode app’en, klippe materialet sammen, det grafiske osv. osv. – og det er heldigvis ikke mit bord 😉

. . . . . .

Udover de idéer og tanker, jeg deler ovenfor, så holder jeg stadig en masse for mig selv. Jeg skal jo ikke afsløre hele projektet ♡ Når det så er sagt, må du RIGTIG gerne skrive i kommentarfeltet på Instagram eller sende mig en mail (ml@cramer.dk), hvis du har nogle idéer til mig, som jeg skal tage med i overvejelsesfasen. Det fx være, at du er gravid, og du lige præcis står og mangler en guide til, hvad søren der er op og ned ift. delte mavemuskler. Det kan være, du har født, og du savner inspiration til din bækkenbundstræning. Det kan også være, at du hverken har baby i maven eller på armen, og at du virkelig bare gerne vil have et træningsprogram, som kan give dig den bedste bagdel i byen 😉 Alle idéer er velkomne, og jeg vil kun sætte stor pris på dem.

. . . . .

Som altid – tak fordi du læser med.
Ha’ en dejlig dag
XX Marie Louise ♡

Fotograf: Irfaan Khan
Posted in blog, Sundhed, Træning

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram