SÃ¥ kom den 11/11. En dato der pÃ¥ mange mÃ¥der har forfulgt mig det sidste Ã¥r. I dag er det præcis et Ã¥r siden, vi mistede tvillingerne og sÃ¥ dem for første og sidste gang. Jeg har ikke tal pÃ¥, hvor mange gange mit blik har mødt vores digitalure i Cramers Studie, hvor der stÃ¥r 11:11. I starten blev jeg vred og ked af det – i dag værdsætter jeg de gange, jeg fÃ¥r lov til at se tallet 11:11 pÃ¥ vores ure. En daglig reminder pÃ¥ den kærlighed jeg havde og stadig har til de to smÃ¥.
Det er præcis et Ã¥r siden, jeg skrev mit indlæg; Slut for nu! Jeg skrev indlægget og postede det lørdag den 11/11 – fÃ¥ minutter inden vi gik mod Rigshospitalet. Jeg har ikke læst indlægget siden. I dag besluttede jeg mig sÃ¥ for at genlæse mine ord. Det er hÃ¥rdt at læse, og det fÃ¥r igen tÃ¥rerne til at trille – men det er okay. Jeg har det seneste Ã¥r lært at sorg og tÃ¥rer er kærlighedens pris, og jeg har valgt at acceptere tabet af tvillingerne. De vil altid være en del af min og vores historie.
Denne accept havde jeg pÃ¥ ingen mÃ¥de i starten. Mandag morgen – to dage efter tabet, ringede jeg til vores fertilitetsklinik. Jeg bad om et møde med en af lægerne. Jeg havde brug for at lave en plan, sÃ¥ vi kunne komme videre. Jeg ved ikke, om det var hormonerne eller følelserne efter oplevelsen pÃ¥ Riget nogle dage forinden, men min krop fortalte mig, at jeg stadig var gravid. Den følelse havde jeg i flere uger – endda et par mÃ¥neder efter tabet. Jeg var helt sikker pÃ¥, jeg stadig var gravid, og hvis ikke, sÃ¥ skulle Lars bare kigge pÃ¥ mig, sÃ¥ blev jeg. Jeg var selvfølgelig utrolig ked af det, det var vi begge, men jeg havde følelsen af, at vi ‘bare’ skulle videre. Vi skulle igang igen, sÃ¥ vi kunne blive gravide igen, for sÃ¥ ville al smerte og sorg forsvinde. Det gik nogenlunde den første periode, men pludselig væltede min verden. En form for efterreaktion. Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at bearbejde den sorg, der fyldte min krop, hvis jeg skulle blive oprigtig glad igen. Jeg var nødt til at blive hel igen, sÃ¥ jeg kunne blive gravid igen. Jeg besluttede mig for at opstarte et forløb hos en psykolog. I starten var jeg skepsis, for jeg havde inderligt en følelse af, at jeg jo havde gennemarbejdet alle de følelser og tanker, jeg havde. Af samme Ã¥rsag mødte jeg psykologen med paraderne oppe. Efter første samtale bad hun mig forsigtigt om at lade paraderne falde, og dermed give mig selv lov til at være sÃ¥rbar. Det hjalp mig langt hen af vejen.
I dag er vi langt – længere end vi har været det sidste Ã¥r. Vi kæmper stadig med troen og hÃ¥bet, men vi har lært at værdsætte det liv, vi lever – og tro pÃ¥, at vi en dag vil sidde med vores egen lille trold i armene. Idet øjeblik det sker, hÃ¥ber vi pÃ¥, at det hele pÃ¥ en eller anden mÃ¥de vil give mening ♡♡
