Fertilitet & Graviditet

11/11 – et år senere …

Så kom den 11/11. En dato der på mange måder har forfulgt mig det sidste år. I dag er det præcis et år siden, vi mistede tvillingerne og så dem for første og sidste gang. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange mit blik har mødt vores digitalure i Cramers Studie, hvor der står 11:11. I starten blev jeg vred og ked af det – i dag værdsætter jeg de gange, jeg får lov til at se tallet 11:11 på vores ure. En daglig reminder på den kærlighed jeg havde og stadig har til de to små.

Det er præcis et år siden, jeg skrev mit indlæg; Slut for nu! Jeg skrev indlægget og postede det lørdag den 11/11 – få minutter inden vi gik mod Rigshospitalet. Jeg har ikke læst indlægget siden. I dag besluttede jeg mig så for at genlæse mine ord. Det er hårdt at læse, og det får igen tårerne til at trille – men det er okay. Jeg har det seneste år lært at sorg og tårer er kærlighedens pris, og jeg har valgt at acceptere tabet af tvillingerne. De vil altid være en del af min og vores historie.

Denne accept havde jeg på ingen måde i starten. Mandag morgen – to dage efter tabet, ringede jeg til vores fertilitetsklinik. Jeg bad om et møde med en af lægerne. Jeg havde brug for at lave en plan, så vi kunne komme videre. Jeg ved ikke, om det var hormonerne eller følelserne efter oplevelsen på Riget nogle dage forinden, men min krop fortalte mig, at jeg stadig var gravid. Den følelse havde jeg i flere uger – endda et par måneder efter tabet. Jeg var helt sikker på, jeg stadig var gravid, og hvis ikke, så skulle Lars bare kigge på mig, så blev jeg. Jeg var selvfølgelig utrolig ked af det, det var vi begge, men jeg havde følelsen af, at vi ‘bare’ skulle videre. Vi skulle igang igen, så vi kunne blive gravide igen, for så ville al smerte og sorg forsvinde. Det gik nogenlunde den første periode, men pludselig væltede min verden. En form for efterreaktion. Det gik op for mig, at jeg blev nødt til at bearbejde den sorg, der fyldte min krop, hvis jeg skulle blive oprigtig glad igen. Jeg var nødt til at blive hel igen, så jeg kunne blive gravid igen. Jeg besluttede mig for at opstarte et forløb hos en psykolog. I starten var jeg skepsis, for jeg havde inderligt en følelse af, at jeg jo havde gennemarbejdet alle de følelser og tanker, jeg havde. Af samme årsag mødte jeg psykologen med paraderne oppe. Efter første samtale bad hun mig forsigtigt om at lade paraderne falde, og dermed give mig selv lov til at være sårbar. Det hjalp mig langt hen af vejen.

I dag er vi langt – længere end vi har været det sidste år. Vi kæmper stadig med troen og håbet, men vi har lært at værdsætte det liv, vi lever – og tro på, at vi en dag vil sidde med vores egen lille trold i armene. Idet øjeblik det sker, håber vi på, at det hele på en eller anden måde vil give mening ♡♡

Posted in blog, Fertilitet & Graviditet

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram