Fertilitet & Graviditet

Hvad gik galt?

Det er et stykke tid siden, jeg har delt mine tanker og følelser ift. hele vores graviditetsforløb. Det er mere end 10 uger siden, at vi blev anbefalet at stoppe graviditeten. Tænk – der er allerede gået 2,5 måned, siden jeg så og mistede tvillingerne. Tiden flyver afsted, samtidig med at den går enormt langsomt. Tiden er en mærkelig størrelse, og jeg arbejder virkelig med den. Jeg forstår mig ikke rigtig på ordet ’tålmodighed’ – men det går heldigvis fremad.

Den seneste periode har været præget af en masse op- og nedture. Nytårsaften brød jeg fuldstændig sammen. Da klokken slog tolv, blev jeg så overvældet af tanker og følelser. Tanker om året, der er gået – og tanker, følelser og forventninger til det kommende år. Jeg endte med at sidde grædende på skødet af Lars i en halv time – i et lille værelse for os selv, hvorefter vi tog hjem. Klokken et lå vi i sengen, mens tårerne trillede med ad mine kinder. Dagen efter – og faktisk de to første uger af det nye år, var jeg ikke meget værd. Jeg begyndte at græde over de mindste ting. Ikke ligefrem den start på året, jeg havde drømt om – men hey, det skal der også være plads til. Det er helt okay, ikke at være okay. Lige nu arbejder jeg med de bløde værdier i mit lille liv. Jeg prioriter ro, søvn, meditation, god mad, gåture, hygge og kærlighed fremfor noget andet. Jeg arbejder på at blive hel igen – og det går fremad. Lidt hver dag ♡

To uger efter fødslen af tvillingerne, fik vi et brev og en indkaldelse fra Riget – til dagen i dag. Jeg har på mange måder glædet mig til i dag, for jeg har hele tiden troet på, at dagen vil give mig den sidste afklaring, og endnu et skub bagi til at komme videre. Fødselslægen, som også anbefalede os at stoppe graviditeten i november, havde i dag svar på diverse prøver – bl.a. fostervandsprøve og obduktion af tvillingerne. Alle testresultaterne viste præcis det, hun forventede. Begge moderkager havde ’forandringer’, hvilket skyldes dårlig blodtilførsel, og dermed også dårlig ilttilførsel til tvillingerne. Den manglende ilttilførsel medførte væksthæmning hos dem begge – og skader på de bittesmå hjerner. Ingen kromosomfejl, men fødselslægen bekræftede os endnu en gang i, at det var den rigtige beslutning dengang. Det har vi nu aldrig været i tvivl om, selvom det var den værste beslutning at træffe! Det håber jeg virkelig aldrig, vi skal udsættes for igen.

Hvad så nu? Min krop er stille og roligt på vej tilbage. Det tager tid, og det er bare så okay. Tænk, hvad den har været igennem. Når jeg en dag står med en positiv graviditetstest i hænderne, skal jeg i gang med en mild form for blodfortyndende medicin, så vi undgår samme situation med den kommende moderkage. Moderkagen er heldigvis unik fra graviditet til graviditet, så det er slet ikke sikkert, at det bliver et problem næste gang. De vil dog gerne medicinere næste gang – for en sikkerhedsskyld, hvilket jeg sætter stor pris på ♡

Jeg har ofte lyst til at dele mine tanker med jer her på bloggen, men det er ikke altid lige let. Der er ingen tvivl om, at jeg de sidste par måneder har været fanget – formentlig i mit livs hidtil største krise. Netop derfor har jeg også været tilbageholdende med at skrive og dele indlæg, fordi jeg har brugt min energi på at reparere mig selv. Jeg kan slet ikke forstå, at vi har været alt dét igennem, vi har – men vi er stærke, fordi vi har hinanden. Tiden hjælper os heldigvis videre, men tvillingerne vil altid være en del af vore historie. Jeg håber og tror på, at de følger med på sidelinjen. Alt bliver godt igen – og nu kan jeg endelig sige, at vi er godt på vej ♡♡

Posted in blog, Fertilitet & Graviditet

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram