Hvis du spørger mig, så er det et must at søndagen afsættes til afslapning, hygge og kærlighed i selskab med dine nærmeste. I går havde jeg en skøn dag – først til fødselsdag hos min søde veninde, og senere stod den på afslapning i sofaen med min søde kæreste.
Søndag aften kunne jeg så alligevel ikke holde mig fra køkkenet, og jeg fandt en opskrift på http://proteinopskrifter.dk. Resultatet blev Morten Svanes såkaldte “proteinkugler med choko-banan smag”. Jeg havde desværre ikke alle ingredienserne, så jeg erstattede affedtet kokosmel med mandelmel og sukrin blev erstattet med et andet sødemiddel (Hermesetas). Selvom jeg måtte erstatte enkelte ingredienser, så smagte de små choko-banan proteinkugler fantastisk, og jeg vil klart anbefale disse, hvis du skal forkæle dig selv, eventuelt på den “officielle” søndags-hyggedag 🙂
Du kan se den oprindelige ingrediensliste og tilhørende fremgangsmåde på ovenstående hjemmeside. Min udgave af choko-banan proteinkuglerne blev lavet på baggrund af nedenstående ingredienser og fremgangsmåde
Ingredienser
- 55 gram banan
- 35 gram chokolade proteinpulver (jeg brugte Nutraminos chokolade proteinpulver)
- 30 gram mandelmel
- 7 gram sødemiddel
- 4 gram usøde kakaopulver
- 25 gram mørk (80 %) chokolade
Fremgangsmåde
- Mos banan i en skål
- Tilsæt proteinpulver, mandelmel, sødemiddel og kakaopulver
- Bland ingredienser og ælt dejen til en fast masse
- Form små runde kugler
- Smelt den mørke chokolade i mikroovnen og rul proteinkuglerne i ckoladen
- Kom kuglerne i fryseren i 15 minutter
- Spisetid! Proteinkuglerne skal spises med det samme, du tager dem ud af fryseren. De bliver hurtigt meget fedtede, hvis du lader dem stå og pynte på sofabordet. Taler af erfaring 😉
Jeg har netop modtaget en pakke fra Bodyman.dk, hvilket betyder at jeg har affedtet kokosmel og sukrin til mine fremtidige eksperimenter 🙂