Fertilitet & Graviditet

Alt bliver godt igen!

I lørdags postede jeg indlægget ‘Slut for nu!‘ – få minutter inden, vi tog hjemmefra og cyklede mod Rigshospitalet. Det tog mig tre dage at skrive indlægget – konstant afbrudt af gråd. Følelsen af sorg og uretfærdighed, gjorde det utrolig svært for mig at nedskrive min tanker. De sidste tre til fire dage har jeg brugt på at skrive dette indlæg. Det er ikke let, men jeg bruger skrivningen som en form for terapi lige nu. Det bliver aldrig let at læse mit første indlæg, Slut for nu, men jeg kan mærke, at jeg er mere og mere afklaret med situationen, for hver gang jeg læser det – og for hver gang, jeg fortæller om vores forløb.

. . . .

I dag er det en uge siden, at jeg blev indlagt på Rigshospitalet. Jeg har stadig svært ved at forstå, at vi kom igennem sidste weekend. Når det så er sagt, er jeg så småt begyndt at vende tilbage til den virkelige verden. Efter nogle dage var jeg parat til at åbne min Instagramprofil igen. Jeg var godt klar over, at jeg ville blive mødt af mange kommentarer, men at se så mange søde, kærlige og hjertevarme kommentarer, havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg har stadig ulæste mails, beskeder og opkald fra en masse søde mennesker, der har sendt positive tanker til os i en svær tid. Jeg valgte at dele en meget personlig og skrøbelig historie, og netop derfor har alle jeres tanker og energi betydet ufattelig meget for mig og os. En stor tak skal lyde fra os begge – tusind, tusind tak ♡ 

. . . .

Lars snakkede i telefon med sin mor den anden dag, hvor han sagde; “Vi får godt nok brudt nogle tabuer i øjeblikket – først italesættelse af fertilitetsbehandling, og nu det her”. Jeg må være ærlig at indrømme, at lige nu er jeg mildest talt en smule træt af, at jeg skal være “hende, der bryder tabuer”. Det havde godt nok været lettere og meget mere overskueligt, hvis alt bare gik legende let! Faktum er desværre bare, at den virkelighed Lars og jeg gennemlever i øjeblikket er mere normal, end mange af os forestiller os. Rigtig mange går i fertilitetsbehandling, og får hjælp til at blive gravide, og mange (omkring 20 %) oplever en abort – typisk inden uge 12. Jeg ønsker på ingen måde at tage modet fra nogen, men efter mit sidste blogindlæg, er både Lars og jeg blevet bevidst om, hvor mange mennesker omkring os, der rent faktisk har prøve noget lignende. Jeg forstår udmærket godt, at folk ikke har lyst til at dele en så personlig historie, men du skal vide, at hvis du/I står i samme situation, er du/I ikke alene!

. . . .

At føde sine dødsfødte babyer, vil jeg ikke ønske for min værste fjende. Det vi har været igennem i sidste weekend, og den efterfølgende periode, vi nu skal håndtere, er noget af det værste, jeg kan forestille mig. Når det så er sagt, gik forløbet i lørdags rigtig fint – trods omstændighederne. Vi var omgivet af det sødeste personale på Rigshospitalet, og de håndterede os og situationen på den mest fantastiske måde. Jeg følte mig i trygge hænder fra start til slut. Jeg valgte at få lagt en rygmarvsbedøvelse. At være i smerte, når man skal føde én eller flere raske babyer, kan jeg (måske) bedre forholde mig til, men qua situationen havde jeg absolut intet behov for at være i fysisk smerte. Den psykiske smerte var mere end rigeligt! Min krop reagerede fint på de stikpiller, jeg fik hver tredje time, og 9 timer senere sagde jordemoderen til mig; “Hvis du er klar til at presse, så lad os få det overstået nu”. Forløbet herfra gik fint, hurtigt og smertefrit, og da begge var ude, kiggede jeg på Lars; “Jeg er okay – jeg har det faktisk rigtig godt lige nu”.

‘Godt’ var måske et mærkeligt ord at bruge i denne sammenhæng, men jeg følte mig som verdens sejeste. Jeg forestiller mig, at mange mødre vil nikke genkendelse til den følelse, når man har været igennem en fødsel. Derudover følte jeg mig for første gang fri og mig selv igen. At gå rundt med to små babyer i maven, velvidende at de ikke skal være derinde meget længere, var umenneskeligt. Senere samme aften kom jordemoderen ind og spurgte, om vi ville se dem. Da vi første gang fik præsenteret idéen om at se dem – om torsdagen hos lægen, fik Lars og jeg begge et chok. ‘Se dem? – Nej, nej – det skal vi slet ikke”. Jeg havde på ingen måde lyst til at se dem. Jeg havde nogle meget mærkelige forestillinger i mit hoved om, hvordan de mon ville se ud. Min holdning begyndte dog så småt at ændre sig i dagene frem mod lørdag. “Måske var det ikke en dum idé at se dem alligevel? Måske det vil give en fin afslutning?”. Efter fødslen, hvor jeg uden tvivl også var præget af en masse følelser og hormoner, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle se dem! Lars støttede mig i idéen, men han var stadig ikke sikker på, om han havde lyst til at blive konfronteret med de to små mennesker. Vi har hele tiden sagt til hinanden, at der ikke er noget rigtigt og forkert i hele dette forløb, så længe vi gør det, der føles rigtigt, når vi kommer til stykket. Hvis Lars ikke ville se dem, ville jeg støtte ham i det!

Efter fødslen kom afdelingsjordemoderen ind på vores værelse og kiggede på Lars med et meget konkret blik i øjnene og sagde; “Lars – du skylder Marie Louise at se børnene, hvis hun gerne vil se dem. I bør have samme referenceramme, når I tænker tilbage på dem”. Jeg er så inderligt glad for, at hun tog fat i Lars og konfronterede ham på den måde, hun gjorde. Jeg var på ingen måde i stand til at finde hoved og hale i mine følelser, men nu hvor vi er ‘ude på den anden side’ (af fødslen), er jeg ubeskrivelig glad for, at vi fik den oplevelse at se dem, sammen. Først holdt jeg mig for øjnene og kiggede væk, men da jeg først vendte blikket tilbage, blev jeg overrasket over, hvor fine og små de var. Jeg græd, og nu græder jeg igen. “Tænk, at jeg har lavet to så små og fine mennesker inden i min lille krop!”. De var små, men meget smukke. Jeg var overrasket over alle de små deltaljer – især ørerne, fødderne og hænderne. De små ben og den lille overkrop – det var virkelig to små babyer, og ikke to ‘rumvæsener’. At se børnene, var endnu en mavepuster, og følelsesmæssigt havde det nok være lettere, lige i dét øjeblik, hvis vi havde valgt at undgå konfrontationen. Jeg fortryder dog på ingen måde mit og vores valg, for at se dem. Det gav mig håbet og troen tilbage på, at jeg og vi nok skal blive gravide igen. Jeg er slet ikke færdig med at være gravid, og motivationen for at bliver mor til mine egne børn, har aldrig været større.

. . . .

Det er nu en uge siden. Vi er uden tvivl i sorg – og det vil vi være længe. Det er helt okay, ikke at være okay – og det skal tage lige præcis den tid, det skal for os at komme videre. Det vil altid være en del af vores historie, men vi føler også, at idet øjeblik vi sidder med en lille trold foran os, så kommer vi endnu et skridt videre – for vi havde jo ikke fået denne lille trold, hvis vi havde fået tvillingerne. Det er måske de rationelle tanker, der hjælper os lige nu, men vi lærte ikke tvillingerne at kende. De gav os drømme og forestillinger om en hverdag med børn, som vi stadig glæder os til at få en dag. Ikke nok med det, kan jeg takke dem for at vise mig, at jeg kan blive gravid – og vigtigst med Lars. Dét er den største gave lige nu at vide, at jeg kan blive gravid, for det giver mig for alvor håb om, at det selvfølgelig lykkes igen.

Jeg har brugt de seneste par dage på at vende mig til tanken om, at jeg igen skal konfronteres med ‘nye’ mennesker. Til dagligt er både Lars og jeg omgivet af rigtig mange mennesker i vores træningsstudie, og tirsdag besluttede jeg mig for at besøge studiet for første gang. Hver dag siden tirsdag har jeg gået en tur ind til studiet på Esplanaden, netop for at se flere og flere af vores medlemmer i øjnene. I torsdags besluttede jeg mig for, at jeg så småt ville vende tilbage på ‘gulvet’ som træner for mine søde klienter. Første træning og hold, jeg skulle konfrontere mig selv med, var mit nyopstartede gravidhold. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog mod studiet i går morges, men det var heldigvis den bedste beslutning at komme tilbage til mine piger. 8 seje gravide kvinder, som alle gav mig kram og kærlighed, og derefter havde vi en skøn træning sammen, hvor de fik sved på panden. At jeg bearbejder min sorg, kan på ingen måde overskygge min inderlige glæde for andres menneskers lykke. I næste uge vender jeg for alvor tilbage til studiet, og jeg glæder mig til at se og træne mine elskede Teamtræningspiger og klienter igen. Jeg starter roligt op, men vores medlemmer i studiet fylder mig med så meget glæde og taknemmelighed, så jeg kan ikke andet end glæde mig til, at jeg skal se dem igen.  Jeg vil stille og roligt vende tilbage, og igen fylde min hverdag med smil, glæde og skønne mennesker. Selvfølgelig er der stadig plads til triste dage og gråd, men nu er jeg klar til at tage næste skridt, og jeg glæder mig.

Jeg må være ærlig at indrømme, at vi i øjeblikket befinder os på en meget bumpet vej. Jeg håber og tror, at vi snart kommer ud på den anden side, hvor vi har en lang og lige landevej foran os – måske endda med en smule medvind 

Endnu en gang tak fordi, du læser med og sender positive tanker, men jeg må igen sige,
at vi sætter stor pris på, at du ikke kommer med nogle gode råd –
det kan vi ikke håndtere i øjeblikket, tak ♡ 

Posted in blog, Fertilitet & Graviditet

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram