I går var det fire uger siden, at Lars og jeg mødte op på Rigshospitalets fødeafdeling. Det første der møder os er en kvinde, der står foroverbøjet ved skranken. Vandet er gået, og hun er tydeligvis i smerte. Hendes mand snakker med jordemoderen, mens jeg bare tænker ’jeg ville gøre alt for, at det var mig der havde din smerte lige nu’ – velvidende at denne smerte, er begyndelsen på et nyt liv.
Har du endnu ikke læst mine to forrige blogindlæg, kan du læse dem her;
1. Slut for nu! 2. Alt bliver godt igen!
Jeg kan slet ikke forstå, at det er fire uger siden. På den ene side føler jeg, at tiden er fløjet afsted, og på den anden side, har det været den længste måned i mit liv. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvilken følelsesmæssig rutsjebanetur, jeg og vi har været igennem. Jeg har aldrig nogensinde været så meget i kontakt mig med sig, mine følelser og tanker, som jeg har været den seneste måned. Jeg har et dokument på min computer, hvor jeg løbende noterer mine tanker og observationer, og det hjælper mig til at komme videre. Det føles som terapi, når jeg skriver.
. . . .
Hver gang jeg poster billeder på min Instagramprofil – i forbindelse med alt det her, har jeg modtaget uendelige mængder af positive tanker og kærlighed, og rigtig mange deler åbnet og ærligt deres egen historie. Det er så stærkt og rørende, og jeg føler virkelig, at det er mit kald, at jeg nu skal være med til at dele min historie – mine tanker og følelser, så jeg også kan være med til at hjælpe andre. Jeg vil dele de tanker og bekymringer, der har domineret mit lille hoved de sidste fire uger. Der er mange, så der kommer en ’del 2’ af dette indlæg på et senere tidspunkt.
. . . .
#1 ER DET HELE BARE EN FORESTILLING?
Når jeg sidder her og skriver, og generelt når jeg fortæller, hvordan jeg og vi har det, kan jeg godt få fornemmelsen af, at det hele bare er en forestilling. ”Har jeg nogensinde været gravid? Eller er det noget, jeg går rundt og tror?” Hverdagen går jo videre, om jeg vil det eller ej, og nu møder jeg igen ind på arbejde mandag morgen, som intet er hændt. Det føles som om, vi er blevet slået hjem i Ludo. Vi er slået tilbage til start, og vi skal lige have to ’ens tegninger’, inden vi igen kan rykke frem. Tænk, at jeg skal igennem graviditetsuge 6, 12, 16 og 20 igen – ”Hey – dem har jeg allerede været igennem”. Det er alle de hårde og ’uretfærdige’ måneder, som er præget af usikkerhed, træthed og kvalme. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der er en grund til, at jeg skal opleve dem igen?
#2 KONFRONTATIONEN MED ANDRE MENNESKER
Én af de største udfordringer, jeg har oplevet de sidste fire uger, har været konfrontationen med andre mennesker. At møde deres ansigtsudtryk – mange er begyndt at græde – har været forbandet hårdt. Min reaktion har været meget forskellig fra gang til gang. Nogen gange begynder jeg selv at græde, andre gange tager jeg mig selv i at ’trøste dem’ og sige; alt bliver godt igen.
Jeg kan virkelig godt forstå dem, der har brug for at ’gå under jorden’. Jeg kunne også sagtens se mig selv gemme mig under dynen på Østerbro med sørgelig musik i baggrunden. Vi håndterer alle sammen sorg og smerte på forskellig vis, og det er så vigtigt at huske på, at der ikke findes en rigtig og forkert måde at håndtere det på – så længe vi gør det, der føles rigtigt i øjeblikket, gør vi det bedste for os selv.
I dagene efter besluttede jeg mig for, at jeg ville konfrontere mig selv med lidt nyt hver dag. Indenfor den første uge gik jeg både en tur med min højgravide veninde, trænede mit gravidhold med 8 seje kommende mødre, og dernæst trænede jeg vores mor/barn hold med 4 mødre + babyer. Man kan næste sige, at jeg tog en kold tyrker. Heldigvis var det en fantastisk oplevelse, og det hjalp mig endnu en gang til at komme et lille skridt videre i processen.
#3 JEG FØLER MIG GRAVID
Det lyder måske lidt mærkeligt, men følelsesmæssigt føler jeg stadig, jeg er gravid. Jeg kigger ned på min mave, og jeg kan jo godt se, at jeg ikke har to babyer i maven mere, men mentalt, er jeg gravid. Jeg har en klar idé om, at det skyldes hormoner. Hormonelt har min krop været igennem et vildt forløb – først en graviditet, og dernæst en fødsel. Min krop er slet ikke parat til ikke at være gravid længere.
Derudover har jeg en klar fornemmelse af, at min daglige meditation præger mit mindset. Jeg har de sidste fire uger arbejdet meget med mit mentale jeg, da jeg er overbevist om, at jeg skal være hel igen, hvis jeg skal være gravid igen. Jeg lytter i øjeblikket til en app, som hjælper mig til at finde ro og forberede mig til næste graviditet. Den mandlige stemme har efterhånden overbevist mig om, at min krop er parat, og det tror jeg på.
Det lyder måske lidt skørt, når jeg siger, at jeg føler mig gravid. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er gravid, men min krop prøver at overbevise mig om noget andet, og det synes jeg virkelig, den skal have lov til. Jeg føler mig mere parat til at være gravid nu, end jeg nogensinde har været før. Min krop og mit mindset står med åbne arme – klar til at kramme og kysse en ny graviditet. Jeg har aldrig været så klar til at blive mor, som jeg er nu.
. . . .
Ovenstående tre tanker, følelser og udfordringer, har været dominerende de sidste fire uger, men det er kun begyndelsen. Jeg kan bl.a. nævne, at jeg i øjeblikket arbejder meget med mig selv og ‘frygten’ for, at andre tæt på mig bliver gravide. Derudover har jeg oplevet, at Lars og jeg håndterer sorg og andres børn meget forskelligt, og dernæst får jeg ondt i maven over tanken om begivenheder der involvere alkohol, da jeg som nævnt stadig føler mig gravid. Alle disse tanker og flere kommer i et senere indlæg.
Endnu en gang vil jeg sige tak, fordi du læser med, sender positive tanker og deler egne historier. Jeg startede med at tale åbent og ærlig om vores fertilitetsforløb, og nu vil jeg være med til at bryde tabuet om at abortere. Det er forfærdeligt, men desværre mere normalt, end mange går og tror. Jeg håber at min ærlighed kan være med til at hjælpe andre, samtidig med at jeg hjælper mig selv ♡♡