Hverdagstanker

Hvordan lærer jeg at slappe af?

I går var jeg til madklub med pigerne. Mine piger kender mig godt – rigtig godt, og de ved, når jeg har for meget om ørerne. Igår prikkede de lidt mig, og det satte en masse tanker igang.

Der er virkelig fart på for tiden. Det ene nye og spændende projekt afløser det næste, og jeg er vild med det. Jeg elsker min alsidige arbejdsdag, hvor jeg både træner og coacher mine klienter, “netværker”, brainstormer på nye koncepter – og jeg er især begejstret for mit seneste projekt og samarbejde med Gyldendal, som resulterer i min bogudgivelse i løbet af 2017.

Jeg tager ofte mig selv i at sige ‘jamen jeg skal liiiige’, eller ‘nej nej – jeg er ikke stresset, jeg har bare en masse at se til’. Jeg kommer til den ene madklub efter den anden og siger, ‘jeg har aldrig haft så travlt’. Det kan jeg da ikke blive ved med at sige? 2016 har måske været et lidt vildt år – jeg har købt et træningsstudie sammen med Lars, jeg har udvidet firmaet, så vi i dag er et lille team på seks personer. Vi er blevet gift – jeg skal skrive en bog, og jeg kunne blive ved. Det er altsammen spændende ting, jeg aldrig ville være foruden, men jeg kan godt selv se, at jeg bliver nødt til at få lidt ro ind i min hverdag.

Jeg tager ofte mig selv i at sige, at jeg tager en weekend til vores sommerhus i Liseleje for at få ro, eller jeg planlægger en spontan ferie til udlandet for at koble af. Faktum er bare, at jeg ikke bør rejse – eller tage væk hjemmefra for at koble af. Jeg bliver nødt til at lære at slappe af, når jeg er hjemme i vores dejlige lejlighed på Østerbro.

Jeg er rigtig god til at hjælpe mine klienter. De skal både gå tidligt i seng, lægge telefonen, tv og computer fra sig én time inden sengetid, og jeg gør virkelig et ihærdigt forsøg på at efterleve mine principper selv. Nogen gange går det godt – andre gange går det mindre godt.

Jeg er ikke perfekt – selvfølgelig er jeg ikke det. Jeg har også ting, jeg skal arbejde med, og jeg tror også, at det er det, der gør mig til en god coach. Jeg stræber selv hele tiden efter at blive den bedste og sundeste version af mig selv – og netop denne tilgang gør, at jeg hele tiden rykker mig.

Jeg elsker min styrke- og løbetræning, men jeg må også erkende, at styrketræning ikke altid er den bedste løsning, hvis jeg har for travlt. Her bør jeg prioritere en mere rolig form for bevægelse, og det er netop en af årsagerne til, at jeg ihærdigt har forsøgt at implementere yoga i min hverdag. Hvorfor er det så lykkedes for mig endnu? Hmmm – jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg skal afsætte hele 60-90 minutter til en session? Eller om det er fordi, at jeg skal tilmelde mig et hold, købe et klippekort – eller hvad den primære årsag er til, at jeg endnu ikke har fået det implementeret i min hverdag.

En af mine bedste veninder gav mig i går et meget brugbart råd. Hun bruger yoga til at koble af fra sin ofte meget hektiske hverdag på arbejdet. Nogle gange tilmelder hun sig et hold, andre gange laver hun en kort session hjemme i lejligheden. Jeg blev anbefalet at downloade app’en: ‘Yoga Studio’. App’en har forskellige ‘klasser’ med forskelligt niveau og fokus. Varigheden varierer fra program til program. Her til aften afprøvede jeg min første session (Essentials Beginner Relaxation), som tog 30 minutter.

30 minutter – det kan jeg forholde mig til. Det har jeg tid til – det skal jeg have tid til. Det var en rigtig rar måde at afslutte dagen på. Jeg vil gerne begynde at implementere det i min hverdag. Ikke én bestemt dag om ugen – eller på et bestemt tidpunkt på dagen. Jeg bliver nødt til at lære at lægge min kalender fra mig og fortælle mig selv, at jeg ikke altid skal have alt planlagt og i skema. Jeg tager en session, når jeg har brug for at koble af – og det ved jeg, at jeg ofte har. Jeg glæder mig til at få mere ro ind i min hverdag – måske du også har brug for lidt mere ro?

XX ML

image-1

Posted in blog, Hverdagstanker, Sundhed

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram