Træning

Knæk cancer

Den 24. oktober er det to år siden, at jeg arrangerede mit første knæk cancer event – ’Knæk Cancer med Cramers’. Min far var min helt store motivation for at få eventet stablet på benene. Dengang fortalte jeg, hvordan min far fik konstateret modermærkekræft med spredning, og hvordan han senere blev konstateret rask.

For fire uger siden tog livet igen en drejning. Jeg var i Italien på bryllupsrejse med min mand, da min far ringede og fortalte, at lægerne til regelmæssigt rutinetjek igen havde fundet kræft. Få dage efter blev min far opereret. Min fars altid positive væsen smittede af på mig, og jeg følte mig 100 % sikker på, at lægerne selvfølgelig ville overbringe gode nyheder efter operationen. Desværre kom nyheden om, at de ikke kunne fjerne alt, og at min far nu skal igennem et minimum 1-årigt behandlingsforløb med immunterapi. Min far har netop modtaget første behandling, og nu venter vi egentlig bare på at se, hvordan han reagerer på behandlingerne, og vi krydser fingre for, at den forbandede kræft bliver fjernet fra hans krop – én gang for alle.

Kræft rammer os alle – på den ene eller anden måde. Det bedste vi kan gøre er at støtte og hjælpe hinanden. Netop derfor har jeg omgivet mig af fantastiske mennesker, der vil støtte mig, den gode sag og indsamlingen. Vil du være med?

. . . .

LØRDAG DEN 28. OKTOBER KL. 9:30 inviterer vi til en fælles gå-/løbetur ved Kastellet i København. En lille gåtur på ca. 3 km – eller løbetur på 5 km i den friske luft, hvor det egentlig bare handler om at være sammen. Vi mødes kl. 9.30 ved Cramers Studie på Esplanaden 8 i København. Efter gå- eller løbeturen, mødes vi allesammen igen ved Cramers Studie, hvor der vil være lidt morgenmad og drikke fra The Protein Kitchen*.

Vi håber, at du vil støtte den gode sag med 200 kr., uanset om du har mulighed for at deltage til eventet eller ej. Pengene går naturligvis ubeskåret til KNÆK CANCER. Udover at støtte en god sag, deltager du også i konkurrencen om et medlemskab til Cramers Studie resten af året til en værdi af 1.500 kr. Derudover har du også mulighed for at vinde lækre præmier fra Bodylab og Marie Louise Cramers nye bog, Din sunde plan. Vi finder vinderne på Knæk Cancer hjemmesiden – og vi kan se dit navn, når du trykker ‘STØT MED KORT EL. MOBILEPAY’, og hvis du under feltet ‘information om din støtte’ afkrydser feltet ‘støt med navn’. Vinderne af konkurrencerne bliver fundet mandag den 30. oktober efter kl. 20:00.

* Af hensyn til forplejning, sætter vi stor pris på, hvis du vil trykke ’DELTAGER’ på eventet på facebook, så vi ved, hvor mange der dukker op lørdag den 28. oktober kl. 9.30. Tilmelding skal derfor ske senest torsdag den 26. oktober. Husk at du kan stadig støtte den gode sag, uden at deltage i eventet, og dermed vil du stadig deltage i konkurrence♡♡

Posted in blog, Træning

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram