Der er ingen tvivl om, at dette er det hidtil sværeste indlæg for mig at skrive. Tårerne triller ned ad kinderne på mig, mens jeg kan mærke små bobler (spark) i maven. Jeg kan mærke liv. Kun lidt endnu. Jeg har netop taget en tablet for at stoppe graviditeten. Jeg har været meget ærlig i hele dette forløb – og det vil jeg også være nu. Det hele tog en urimelig drejning i onsdags, da Lars og jeg var til misdannelsesscanning.
Scanningen har været en milepæl hos os begge. Et rutinetjek, som vi naturligvis begge forventede ville gå ‘smooth’ og uden komplikationer. Onsdag morgen bliver vi kaldt ind af jordemoderen på Rigshospitalet, som starter scanningen. Hun starter med at finde vores lille babydreng, og hun begynder at scanne og ‘måle’ ham. Hun giver udtryk for at alt ser fint ud. “Selvfølgelig” tænker jeg bare. Det er jo vores lille dreng. Så går hun i gang med vores lille pige, og der går ikke længe før, hun siger, at hun er markant mindre end ham. Hun stopper scanningen og tilkalder en læge.
Lars og jeg sidder nu alene på værelset. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, men det føles som 100 år. Jordemoderen kommer tilbage og siger, at vi har fået en tid hos lægen kl. 13 – to timer senere. Jeg skal lige forbi en anden afdeling og aflevere urinprøve, have målt blodtryk og taget en blodprøve, inden vi kan tage hjem og komme retur et par timer senere. Da jeg sidder på den anden afdeling og får målt mit blodtryk, kommer jordemoderen ind på afdelingen og forklarer sygeplejeren, hvem jeg er, og at jeg har to meget små tvillinger i maven. Jeg forstår ingenting; To små? Hun sagde ingenting om drengen også var lille?
. . . .
Vi kommer tilbage senere samme dag, hvor vi bliver mødt af to læger og en jordemoder. Vi bliver scannet igen, og lægerne bekræfter at begge tvillinger er meget små. Jeg er 21 uger henne, og pigen er meget mindre end normalt, og drengen en smule større, men stadig markant mindre end normalt. Det sidste lægerne fortæller os er, at pigen formentlig ikke vil overleve meget længere, og de er meget nervøse for drengen, fordi han også er meget lille. Vi bliver sendt hjem, og bedt om at komme tilbage dagen efter kl. 9.
Lars og jeg brugte aftenen på at kramme og snakke. Inderst inde stadig med et lille håb om, at vores lille babydreng vil klare den. Vi begynder så småt at acceptere, at pigen ikke skal være hos os længere. Dagen efter møder vi ind for at få foretaget en fostervandsprøve hos begge babyer – ikke nogen særlig rar oplevelse. Som lægerne havde forudset, var der meget lidt fostervand hos pigen – og det var rødt! Der var mere hos drengen. Det gav mig igen et håb om, at han ville klare den. En sygeplejerske tager fostervandsprøverne og sender dem til undersøgelse, og vi er nu alene i lokalet med lægerne. De fortæller os, at de har haft vores situation oppe til dagens morgenmøde, og at de bliver nødt til at fortælle os, at de er meget nervøse – for begge to. Der, lige der blev det sidste håb revet ud af mig med 180 i timen! Lægerne fortsætter. At begge børn er meget små skyldes formentlig en dårlig blodtilførsel og dermed ilttilførsel gennem moderkagen til babyerne. Det ses desværre hos nogle gravide, og man kan medicinere imod det, hvis blot det opdages tidligere i graviditeten. Fordi vi først opdager det nu, vil medicinen kunne stabilisere blod- og ilttilførslen, men det vil ikke gøre underværker. Den manglende ilttilførsel har præget babyernes vækst så meget, at begge er markant mindre, end de burde være på nuværende tidspunkt. Én ting er de små kroppe, men lægerne er meget nervøse for, hvordan den manglende ilt har påvirket deres hjerner. Der vil være en øget risiko for hjerneskade ved fødslen. Lægerne anbefaler os på det kraftigste at overveje, om vi skal gå videre med graviditeten. Vi får et øjeblik alene. Jeg rejser mig op af sengen og kigger på Lars. To tomme blik kigger på hinanden – begge uden håb at spore. Vi har lovet hinanden, at hvis vi kommer i en sådan situation, må vi lytte til lægerens anbefalinger. Vi bliver derfor enige om at stoppe graviditeten.
Lægerne kommer tilbage på stuen, og de er umiddelbart klar til at sende os hjem for at tænke situationen igennem. Jeg kan ikke overskue tanken om endnu en dag i ‘venteposition’. Valget er truffet, og nu skal de ud. Vi fortæller, at vi har besluttet os for at stoppe graviditeten, og der er ingen tvivl om, at lægerne mener, at vi har truffet den rette beslutning.
Nu havde det været rart, hvis vi bare kunne sige hokuspokus, og så var de væk. Beslutningen er taget, og nu skal vi videre. Desværre er det først lige begyndt, finder vi hurtigt ud af. Da vi er mere end 12 uger henne, skal det godkendes af et samråd, at vi skal stoppe graviditeten. Jeg underskriver en kontrakt, som bliver sendt afsted, og grundet den kritiske situation, kan vi forvente svar hurtigt muligt. Senere samme dag bliver vi ringet op af lægen som bekræfter deres accept. Vi skal nu møde op på Riget for at få første tablet, som skal ‘standse’ graviditeten.
. . . .
Tabletten er slugt, og lige nu venter jeg i princippet bare på at fødslen skal gå i gang. Det er så hjerteskærende, at jeg og vi skal alt dette igennem. Ingen ord kan beskrive, hvad jeg tænker og føler lige nu. I weekenden skal jeg tilbage på Riget. Jeg skal indlægges på fødeafdelingen og have stikpiller hver tredje time, som skal sætte gang i veerne. Lægerne ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, før jeg går i fødsel, men formentlig i løbet af weekenden. Jeg skal føde dem begge – herefter får vi lov til at se dem, hvis vi ønsker.
Jeg forstår slet ikke, hvad der sker lige nu. I tirsdags var vi forbi Lars’ fætter og kæreste, hvor vi gav hinanden high-five over, at det var første dag uden kvalme. 12 timer senere vælter vores lille verden. Nu vågner jeg op om natten og begynder at græde. Jeg er gået i stykker. Lars trøster mig, men han er også gået i stykker. Det er hårdt lige nu – faktisk så hårdt, at jeg aldrig har prøvet noget lignende, men Lars og jeg er de sejeste, jeg kender. Vi skal nok klare den. Selvfølgelig skal vi det. Om vi så skal hele fertilitetsforløbet igennem igen, og uanset hvor mange år det end må tage, så kommer vi stærkt igen. Vi skal nok få vores smukke barn/børn en dag ♡♡
…. alle positive tanker modtages med kyshånd, men ingen gode råd lige nu♡
