Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal starte dette indlæg! Tusind, tusind tak for alle jeres søde beskeder i søndags, da jeg annoncerede vores graviditet. Jeg har læst hver og en – og det rammer mig virkelig. TAK♡♡
Som de fleste nok ved, har det været en lang og hård kamp at komme hertil. Det er formentlig meget godt, jeg ikke vidste dét, da jeg smed p-pillerne for mere end 3,5 år siden. Som yngre gik jeg altid med en klar forestilling om, at det var ligetil at blive gravid. De sidste par år, har jeg været i tvivl, om jeg nogensinde ville blive mor til mine ‘egne’ (biologiske) børn. Den følelse kan jeg stadig sidde med! Som mange andre ting her i livet, så vokser man op og bliver klogere på livet – og inden man ser sig om, bliver man indhentet af ‘voksenlivet’ og de problemer og udfordringer, der medfølger. Jeg tænker ofte på, hvor meget lettere det var, da jeg var yngre. Livet var så legende let og bekymringsfrit dengang – gudsketakkerlov.
Tilbage til virkeligheden. Det tog ca. 10 måneder efter tabet af tvillinger til, at jeg igen stod med en positiv graviditetstest i hænderne. Jeg har altid hørt, at man er ekstra fertil i perioden efter en graviditet. Jeg gik derfor i en naiv tro om, at det også ville gælde mig. De første måneder efter tabet havde Lars og jeg begge den holdning; “vi bliver glade igen, når vi bliver gravide igen!”. Uh – den er farlig! Vi fandt heldigvis hurtigt ud af, at det ikke var hensigtsmæssigt at tænke på den måde. Da vi accepterede, at vi blev nødt til at håndtere og bearbejde vores sorg, kom vi langsomt ‘videre’. I dag er jeg gravid, men jeg er stadig ikke officielt ‘videre’. Tvillingerne har virkelig sat sine spor hos mig, og de vil for altid være en del af min og vores historie. Af samme årsag er jeg stadig nervøs. Jeg er glad, taknememlig og lettet over, at vi er nået så langt. Samtidig sidder jeg med følelsen af; “jamen – vi har jo været her før!”. I dag er jeg rykket ind i 18. graviditetsuge. Jeg har været her før i den bedste tro om, at jeg ville blive mor lige straks. Den drøm blev revet væk fra mig, og det sidder naturligvis stadig i mig. Det er og skal være anderledes denne gang. Nu skal det lykkes!
Vi blev anbefalet at stoppe den sidste graviditet, da manglende blod- og ilttilførsel via moderkagen gjorde, at tvillingerne var markant mindre, end de skulle være på daværende tidspunkt. Lægerne var nervøse for, at den manglende ilttilførsel ville medføre hjerneskade hos babyerne. Denne situation skyldes moderkagen, og den er jo unik fra graviditet til graviditet. Derfor behøver dette slet ikke at blive et problem i denne graviditet – alligvel bliver jeg medicineret mod det, og det giver mig og os en ro og tro på, at samme situation ikke opstår igen.
Hvorfor deler jeg nu? I sidste uge fik vi en tidlig misdannelsesscanning. Jeg bryder mig virkelig ikke om det ord. Vi fik en tidlig midtvejsscanning, hvor de tjekker for de ting, som de også tjekker i 20. graviditetsuge. Alt var helt perfekt. Vi får stadig 20 ugers scanningen om nogle uger, og derudover bliver vi også tilbudt en ekstra scanning i uge 22. Vi har ihærdigt holdt det hemmeligt indtil nu – primært for at få overstået den tidlige midtvejsscanning. Jeg ville også gerne holde det hemmeligt til uge 20 – eller længere, men maven begynder at fylde, og jeg kan mærke, at det ikke er godt for mig, at jeg går og holder det hemmeligt og trækker maven ind, når jeg er på arbejde i Studiet. Jeg vil gerne gøre alt, hvad jeg kan for at slippe frygten og være i nuet, og det er bare svært, når jeg går og holder det hemmeligt. At læse og møde alle jeres reaktioner påvirker mig og os enormt positivt – selvom det måske kan virkelig overfladisk. At blive lykønsket gør, at jeg oftere bliver konfronteret med titlen som gravid, og det er godt til mig, kan jeg mærke. Det får mig til at tro på det, så tusind tak for det ♡
Jeg har fået mange spørgsmål – bl.a. om der er én eller to i maven, og om vi kender kønnet. Der er mange ting, jeg gerne vil dele med jer. Jeg har stadig et mål og en drøm om at bryde tabuet om fertilitetsbehandling. Når det så er sagt, kan jeg fortælle, at jeg er gravid med en lille dreng, som ankommer til foråret. Det er så vildt!
Jeg er gravid, men jeg er ikke lykkelig gravid. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Jeg er nervøs og bange. Jeg får ekstra scanninger i tide og utide. Jeg reagerer helt anderledes denne gang, end jeg gjorde sidste gang. Jeg fortæller mig selv, at det er helt okay, og at jeg må tage alle de scanninger, jeg og vi har lyst og brug for. I dét øjeblik jeg mærker et spark i siden, begynder jeg nok at tro endnu mere på det, men lettelsen kommer nok først den dag, jeg får vores lille søn op på maven. Den dag, jeg kan mærke åndedrættet og hjertebanken fra hans lille krop mod min ♡♡
