For et par uger siden, havde jeg første møde med Line på en hyggelig cafe på Østerbrogade. I dag havde vi så første møde inden i studiet. Oprindeligt ‘kender’ jeg jo Line fra TV, og siden er hun begyndt at blogge på sin hjemmeside: linebaundanielsen.dk. På bloggen skriver Line om mad, mode, skønhed, livsstil, om livet som singlekvinde – og meget mere.
Da Line fortalte mig, at hun var 55 år, var jeg ved at falde bagover. Line er en utrolig smuk kvinde, og hun står snorlige. Det viste tallene fra dagens kropsanalyse også meget tydeligt – Line er i rigtig god form. Wauw – så flot vil jeg gerne være, når jeg runder 55 år. Hvorfor så opstarte et forløb hos mig? Line er gammel sportskvinde, og hun er vant til at være fysisk stærk og i god form. I takt med alderen kan hun mærke, at kroppen begynder at ændre sig. Jeg synes, at det er dybt inspirerende og motiverende at se, at hun ikke bare accepterer det, men vælger at prioritere sin træning og sundhed. Line ønsker bl.a. at styrke sin ryg og nakke, for at undgå at falde sammen. Desuden ønsker hun som mange andre kvinder at få styrket sin mavemuskulatur, hæve sin bagdel et par centimer, og så vil hun gerne vinke farvel til ‘mormorarmen’. I bund og grund har Line et mål om at få den sunde, gode og stærke krop – og hun vil løbende fortælle om sit forløb hos mig på sin blog. Her vil hun bl.a. fortælle om ugens træning, vores fokuspunkter, personlige sejrer og udfordringer.
Som mange andre, vil Line jo rigtig gerne i gang med sin træning – hurtigst muligt. Det skal vi også, men. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at Line både sover for lidt og for dårligt. Det er faktisk så slemt, at hun i perioder tager sovepiller. Line har altid sovet dårligt, og det er vores første fokus. Vi opnår aldrig den sunde, stærke og velfungerende krop – uden optimal søvn. Derfor er søvnen vores første fokus. Line har fået ‘lektier for’ indtil næste møde i næste uge.
- Undgå koffein efter kl. 15
- Minus rødvin i hverdagene
- Undgå stimuli (tv, computer, ipad og TV) fra kl. 21. Line udbrød – hvad skal jeg så lave? Det hører jeg ofte -) Vi har aftalt, at vi skal have hende i gang med at læse en bog.
Desuden har vi installeret ‘night shift’ på telefonen, og Line prøver at slukke ned for unødvendigt lys derhjemme om aftenen. Jeg er rigtig spændt på at høre, om hun kan mærke bare den mindste forskel, når vi mødes igen i næste uge. Måske du skal være med på Lines første udfordring, og implementere ændringerne i din hverdag – allerede fra i dag?
Jeg vil løbende skrive omkring Lines forløb hos mig herinde på bloggen, og jeg håber, at du vil følge med.
❤ ❤ ML