Jeg er lige kommet hjem fra en løbetur. Jeg ved ikke, hvad der sker, men når jeg løber, bliver jeg simpelthen så inspireret. Jeg tror, at det er en kombination af at se andre mennesker bevæge sig, gå hånd i hånd, kysse, at være i naturen og ikke mindst, når jeg får brugt kroppen.
Jeg løb en kort tur ind til studiet, og på vej derind kom jeg til at tænke på min ‘træningshistorie’ – ‘træningskarriere’ kan jeg nok ikke ligefrem kalde det.
Da jeg var lille, brød jeg mig ikke særlig meget om sport og træning. Den primære årsag var uden diskussion, at jeg aldrig rigtig fandt en sport, jeg var god til. Jeg prøvede både svømning, dans og sådan noget’minisport’, hvor jeg prøvede mange forskellige sportsaktiviteter. Da jeg startede i 2./3. klasse begyndte jeg til håndbold i Birkerød. Jeg var ikke særlig god til at spille håndbold, men pludselig fik jeg et socialt sammenhold med pigerne på holdet. Tre af pigerne er i dag mine bedste veninder. Efter mange år til håndbold stoppede jeg. Jeg blev placeret på højre fløj – som højrehåndet, og det var altså svært! Jeg var i hvert fald ikke god nok til at mestre opgaven, så jeg gav op og stoppede. Eller – det var ikke det, jeg sagde til træneren og resten af holdet. Jeg stoppede pga knæproblemer.
Nårh – siden dengang har jeg ‘dyrket fitness’ – eller, gået i træningscenteret. Her fandt jeg mig bedre til rette. Efter mange år blev det dog kedeligt, og siden hen har jeg så trænet forskellige steder, hvor jeg har kunne træne på små hold. Jeg elskede at træne ‘funktionelt’ – altså træning med frie vægte, men jeg savnede mine ‘holdkammarater’. Derfor startede jeg mine dengang ‘bootcamp-hold’, som i dag hedder ‘teamtræning’. Teamtræning er altså præcis den træningsform, jeg selv savnede at træne. En kombination af styrke- og konditionstræning – med frie vægte, og vigtigst, sammen med andre skønne mennesker.
Nårh – tilbage til mine tanker. For nogle år siden trænede jeg med et klart mål om at ramme 100 kg i squat. Jeg følte, at jeg som personlig træner skulle være i stand til at tage 1 gentagelse med 100 kg på nakken. Jeg trænede efter et målrettet træningsprogram, men jeg nød virkelig ikke processen. Dem af jer der kender min squat ved, at jeg meget dybt. Det føles simpelthen ikke naturligt for mig, hvis jeg stopper ved 90 grader – eller lidt under. Jeg skal hele vejen ned. Det kunne jeg selvfølgelig bare øve mig på – altså øve mig på at gå helt dybt med mange kilo på ryggen, men jeg mistede fuldstændig modet og motivationen. I Marbella (2 år siden) løftede jeg 120 kg i dødløft, og efter den dag følte jeg, at jeg ikke behøvede at præstere mere. Nu måtte jeg altså finde ro i mig selv.
Jeg elsker at squatte og dødløfte, og jeg vil nok altid være relativ stærk i min dødløft. Den øvelse passer bare enormt godt til mig, mit temperament og kropsbygning. Jeg har et mere anspændt forhold til min squat. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke squatter! Jeg har bare ikke et konkret mål om at løfte et specifikt antal kg.
Det er mærkeligt, men det har givet mig ro. Jeg har accepteret, at jeg ikke skal være 100 meter mester i alt. Jeg har fundet ro i, at jeg er moderat god til mange ting og generelt trænet. Jeg har en god teknik i de fleste øvelser. Jeg er forholdsvis stærk, men jeg klapper mig selv på skulderen, når jeg gør mine klienter stærkere end mig.
Hvad vil jeg så sige med alt det her? Det handler ofte om at have et mål – både med din træning, med dit liv, osv osv. Puha – nogle gange er det helt udmattende. Vi kan hurtig have så travlt med at stræbe efter noget, og i stræben efter målet, glemmer vi at leve i nuet.
Sæt et mål, hvis det fungerer for dig, og hvis det motiverer dig – men lad vær’, hvis det har modsatte effekt. Et par af mine teamtræningspiger, som har trænet hos mig igennem et par år, skrev til mig under vores ‘indledende samtaler’ inden opstart af dette teamtræningsforløb. De skrev, at de ikke havde noget mål. Eller – målet var at hygge sig, have fede træningstimer sammen med de bedste piger. Nogle af dem skrev, at de godt vidste, at det måske var lidt åndssvagt, og der stoppede jeg dem med det samme. JEG ELSKER DENNE MÅLSÆTNING. Tænk at nå dertil, hvor det er okay at træne, fordi det er sjovt, og fordi det er den bedste måde at starte dagen – i det bedste selskab. “Mission completed”. Jeg er så stolt og glad.
Måske dette indlæg kan sætte nogle tanker igang hos dig – og husk dig selv på, at der ikke findes noget rigtigt eller forkert. Du skal gøre lige præcis det, der føles rigtigt for dig.
♡♡ ML
