Maja har trænet hos os i Cramers Studie siden august i år. Hun har joinet vores Teamtræningshold de sidste fem måneder, og jeg er dybt imponeret over den fantastiske fremgang, hun har opnået. Én ting er, at hun er blevet markanet stærkere! En anden ting er, at hun har rykket sig langt mentalt. Når vi fastsætter mål i ‘træningsverdenen’, kan det meget hurtigt handle om vægttab, styrkemæssig fremgang, forbedret kondition mm. Det er også SUPER fint, men hold op hvor er det vigtigt, at vi også anerkender de mere mentale mål. Netop derfor har jeg spurgt Maja, om hun vil dele sin historie med os andre. Jeg er overbevist om, at rigtig mange vil kunne relatere sig til dét, Maja har været igennem – og forhåbentlig kan det inspirere og motivere andre. Du finder Majas fine historie nedenfor – god læselyst ♡♡
. . . . .
“I et godt stykke tid vejede jeg min mad, og jeg talte kalorier på alt, jeg spiste. Jeg startede med kalorietælling for at kickstarte et vægttab. Jeg har en baggrund i Forsvaret, og jeg har egentlig altid trænet og spist sundt. Men efter jeg kom hjem fra en udsendelse, mistede jeg motivationen for at træne og spise sundt. Jeg tog ca. seks kg på, inden for et par måneder, og jeg trænede overhovedet ikke. Jeg havde kørt i et højt tempo de foregående par år, med et travlt og krævende job, meget træning, og jeg havde mistet et nært familiemedlem. Kalorietælling passede mig rigtig godt på dét tidspunkt, fordi det var simpelt. Jeg spiste efter en kostplan, og jeg vejede min mad, så jeg var sikker på, at jeg opnåede mit ønskede vægttab.
Jeg fulgte kostplanen meget nøje (vi kan også kalde det fanatisk), så jeg var sikker på, at jeg ikke fik mere, end jeg skulle. Jeg vejede ALT – selv mine grøntsager! 150 gram grønt og ikke mere…Hvem f***** vejer peberfrugter og agurk? Det gjorde jeg!
Min udfordring blev, at det begyndte at tage overhånd. Jeg nød ikke maden, for jeg var mere bekymret for, at jeg fik for meget mad og tog på. Jeg var sulten meget at tiden, fordi portionsstørrelserne ikke passede mig. Jeg foretrækker større portioner og færre mellemmåltider. Kostplanen bestod af 3 hovedmåltider og 3 mellemmåltider og var (når jeg ser tilbage på det) ikke nøje afstemt. Jeg turde ikke lave om på kostplanen, fordi jeg var bange for at ødelægge vægttabet. Jeg har flere gange stået og vejet min mad, inden jeg fik gæster til middag, så jeg nogenlunde vidste hvor meget jeg skulle øse op på tallerkenen, når maden var sat på bordet (det ville jo se super dumt ud, hvis jeg stod og vejede min mad foran gæsterne).
På et tidspunkt blev jeg træt at følge kostplanen, så jeg begyndte at spise uden at veje min mad, men jeg fik dårlig samvittighed, og jeg fik et lidt anstrengt forhold til mad. Jeg havnede i lidt af et dilemma – følge kostplanen og ikke nyde maden, eller spise uden at veje maden og have dårlig samvittighed. På det tidspunkt så jeg, at der var tilmelding til teamtræning i Cramers Studie, og jeg var heldig at få en plads.
Jeg startede hos Cramers Studie i sommer. Et af mine mål var at komme væk fra at tælle kalorier og veje min mad, og i stedet opnå et mere afslappet forhold til mad – og selvfølgelig træne sammen med en masse andre seje piger. ML fik mig hurtigt vænnet af med at veje min mad. Gennem kostregistrering fandt vi ud af, hvordan jeg f.eks. kunne opnå længere mæthed, ved at sammensætte mine måltider på en lidt anden måde (uden at veje maden). I starten var det grænseoverskridende at slippe ’køkkenvægten’ (og jeg kan stadig godt falde i, om end der er langt i mellem), for hvordan sikre jeg så, at jeg ikke får for meget? Jeg har (gennem vejledning fra ML) fundet ud af, at det handler om at mærke efter, lære ens krop at kende og spise med sund fornuft. Det er faktisk ret svært, fordi det er meget individuelt – der findes ingen ”one size fits all” kur, fordi vores kroppe er forskellige og dermed har forskellige behov.
Når jeg ser tilbage på den tid, hvor jeg vejede min mad, gav det mig falsk tryghed og dårlig samvittighed. Det var i hvert fald ikke en kostplan, som var holdbar i længden. Jeg opnåede et flot vægttab, men jeg har taget cirka halvdelen på igen – og det er sgu ok! Jeg kan stadig passe mit tøj, jeg har en sund og stærk krop, og jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Vi skal leve med vores kroppe og madvaner hele livet. Jeg tror ikke, at nogle kan tåle at være på kur konstant og/eller have dårlig samvittighed over det, man spiser. Jeg har gjort mig selv den tjeneste, at spise med sund fornuft og sætte køkkenvægten langt væk :)”
