Sundhed

Min historie – part 1

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil skrive et blogindlæg om min historie – og fortælle omkring min oplevelse med at ændre livsstil, hvilke udfordringer jeg har oplevet undervejs – både ift. at spise efter paleo principperne under sociale arrangementer, og ift. at fravælge slik og alkohol. Jeg har valgt at lave en part 1 og part 2, da blogindlægget ellers bliver alt for langt 🙂

Jeg sætter utrolig stor pris på, når mine læsere kommer med forslag til fremtidige blogindlæg, og jeg vil forsøge at besvare spørgsmålene på bedste vis. Jeg har delt blogindlægget op i mindre afsnit, i håb om at gøre indlægget en smule mere overskueligt.

Det hele startede … 
I juni 2008 afsluttede jeg min gymnasiale uddannelse, og i september samme år rejste jeg til Californien (San Diego) med et mål om at forbedre mit engelsk. Jeg boede i San Diego igennem 8 måneder, og jeg så samtidig mit ophold som en oplagt mulighed for at tabe mig. Inden jeg rejste til San Diego vejede jeg ca. 10-12 kg mere, end jeg gør i dag. Jeg tabte mig omkring 7 kg, og mit vægttab var et resultat af konditions- samt styrketræning med min personlige træner. Mit fokus lå udelukkende på træning i denne periode, hvilket også er årsagen til, at jeg “kun” opnåede et vægttab på 7 kg. Jeg var dengang uvidende omkring kostens vigtighed ift. at opnå resultater af min træning.

Nedenfor er der et billede af mig fra min 17 års fødselsdag (2007), dvs. to år inden jeg rejste til San Diego. Ved siden af er to billeder af min form PT – billederne er taget for nogle uger siden. Det giver vist et meget godt billede af, hvad der er sket igennem de sidste par år 🙂
image

Jeg kom tilbage til Danmark i april 2009. Perioden i San Diego var enorm lærerig, og jeg blev i samme periode bevidst omkring mit fremtidige ønske om at arbejde med mennesker – og hjælpe andre på vej mod et sundere jeg. Jeg besluttede mig derfor for at læse Idræt på Universitetet, som første skridt på vejen.

Jeg havde desværre ikke gennemsnittet til at komme ind på Idræt i 2009 og 2010, og jeg besluttede mig derfor for at forbedre mit CV med relevante uddannelser – i håb om at forbedre mine muligheder for optag på Københavns Universitet. I perioden fra 2009 indtil studiestart i 2011 tog jeg derfor nedenstående uddannelser:

  • En 1-årig idrætsuddannelse på Paul Petersens Idrætsinstitut, København
  • Fitnessinstruktør-uddannelsen fra Instruktørskolen, København
  • Holdinstruktør-uddannelsen fra Instruktørskolen, København
  • Livsstils- og ernæringsvejlederuddannelsen fra Instruktørskolen
  • Helbredskonsulent- uddannelsen fra AT-Work

I 2011 blev jeg optaget på Idræt på Syddansk Universitet, og jeg skal færdiggøre mit tredje studieår på min bacheloruddannelse i år (2013/2014). Jeg har fået mulighed for at læse resten af min uddannelse på Københavns Universitet, hvilket jeg sætter stor pris på, da jeg er bosat i København.

Hvornår ændrede jeg min livsstil?
Min første livsstilsændring skete i perioden, hvor jeg befandt mig i Californien. Min interesse for at træning steg, og jeg har stort set styrketrænet lige siden. Det var dog først i april 2012, at jeg besluttede mig for at ændre mine kostvaner. I perioden efter San Diego og indtil starten af 2012 lå min vægt forholdsvis stabilt, hvilket i og for sig var fint, men grundet min store træningsmængde ærgrede jeg mig lidt over, at jeg ikke oplevede nogle resultater af min træning. Jeg ønskede fortsat at tabe de sidste 5 kg, men der skete ikke rigtig noget.

I marts 2013 kom jeg tilfældigvis i en arbejdsgruppe med en gut fra mit studie, som dengang havde levet efter paleo principperne igennem mange år. Han havde en utrolig stor viden, og jeg fandt hans livsstil og store viden indenfor feltet utrolig inspirerende. Samtidig irriterende det mig også lidt at vide, at han vidste mere omkring paleo end jeg selv, og det var helt klart også en motivationsfaktor for mig. Jeg brugte en periode på at sætte mig ind i paleo principperne, og jeg blev ret hurtig overbevist om, at jeg måtte afprøve denne kost på min egen krop. Der gik ikke mange uger før jeg begyndte at tabe mig – og inden jeg så mig om, havde jeg tabt de sidste 5 kg.

Mit liv med paleo..
Jeg levede efter paleo principperne i godt 11 måneder. I starten var det hårdt, mest af alt fordi jeg elskede at spise brød. Min kost inden “paleo-start” var forholdsvis sund, jeg indtog blot for store mængder af kulhydrater – i forhold til min træningsmængde. Jeg spiste gerne havregrød med frugt til morgenmad, en hjemmebagt grovbolle med pålæg til frokost, frugt til mine mellemmåltider, og så spiste jeg forholdsvis low carb til aftensmad, idet jeg typisk spiste kød med salat og grøntsager. Jeg har egentlig aldrig været den største slikmund, så slik, chips og kager har jeg aldrig haft store problemer med at udelukke fra min kost. Mit problem har blot været, at jeg har indtaget lidt for meget mad – og min kost har typisk været meget kulhydratrig.

Min krop vænnede sig forholdsvis hurtigt til mine nye kostvaner. Jeg fik et højere energiniveau, samtidig med at jeg slap af med den væmmelige følelse af at rende rundt med en oppustet mave, som typisk kommer hvis man indtager stivelsesholdige kulhydrater. Jeg havde det kort sagt rigtigt godt med mine nye kostvaner, og jeg var meget tilfreds med de resultater, jeg opnåede undervejs. Min træning bestod i denne periode primært at konditionstræning – gerne spinning, dvs. styrketræningen blev for første gang til side sat.

Paleo ift. sociale arrangementer
Jeg var og er heldigvis så utrolig heldig, at jeg er omgivet af søde og støttende mennesker. Min familie bakkede mig 100% op omkring min nye livsstil, og de fandt det samtidig interessant at afprøve denne livsstil på egen krop, så jeg kunne blive den erfaring klogere ift. fremtidig vejledning af mine klienter. Mine veninder støttede mig ligeledes i min nye livsstil, og hver gang jeg blev inviteret til middag eller lign., så sørgede de altid for at maden var sammensat således, at jeg kunne spise det. Min søde kæreste bakkede mig ligeledes op, og han valgte ovenikøbet af afprøve kosten – for en kort periode, for at få kendskab til kostens indvirkning på egen krop. Kort sagt – så har jeg været utrolig heldig ift. støtte fra familie og venner – og selv mine bedsteforældre støttede mig og mit lille “kost-projekt”.

Da paleo og konditionstræning tog overhånd …
Støtten varede dog lige indtil det punkt, hvor det blev for meget i deres øjne! I Februar 2013 begyndte jeg at få små bemærkninger – både fra familie og venner. De mente ikke, at jeg burde blive mindre, og de syntes, at jeg var blevet for tynd. Mit mål var aldrig at blive slankere, da jeg nåede 59 kg, men da jeg fortsætte min aktive livsstil, og da jeg fortsat levede efter paleo, så endte jeg alligevel med at tabe mig ydereligere. Det er desværre nemt at blive “glemt i sit eget spejlbillede”, og jeg havde nok tendens til at kigge mig selv mere forfra – end bagfra. Min mave var utrolig slank og veltrænet, hvilket jeg var fint tilfreds med, men det var bogstavlig talt først den dag jeg vendte mig om og så min bagdel, at det gik op for mig, at nu måtte det stoppe. Min tidligere velformede numse var pludselig blevet så lille, at alle mine bukser hang, og det var mildest talt sørgeligt at kigge på. Fra den ene dag til den anden tog jeg derfor en beslutning om at ændre mine kost- og træningsvaner, og jeg valgte at kontakte bodyfitness atleten, Cecilie Lind, som jeg kender tilbage fra gymansieperioden.

Der er sket meget siden februar måned, og jeg glæder mig til at fortælle mere om dette i mit næste blogindlæg 🙂

Næste blogindlæg – “Min historie – part 2”, kommer bl.a. til at omhandle mit liv PT. Jeg vil forklare mere omkring hvordan min kost- og træning ser ud i øjeblikket, og hvilke ændringer jeg foretog, efter jeg fik mit “wake-up-call” i februar måned. Jeg vil ligeledes forklare lidt nærmere omkring mit forhold til søde sager og alkohol i dag. Jeg vil afslutningsvis komme med nogle kost- og træningsråd til jer derude – og samtidig gøre det klart at kulhydrater – i passende mængder – er en nødvendighed, hvis du ønsker at opnå resultater af din træning.

Jeg håber, at I også vil læse mit næste blogindlæg 🙂
// ML

Posted in Hverdagstanker, Sundhed, Træning

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram