Træning

Hjælp! Sådan planlægger du din træningsuge!

Jeg tror de fleste af os kender og har perioder, hvor det simpelthen er så svært at få træningen presset ind i sin hverdag. Her er det først og fremmest vigtigt, at du starter med at spørge dig selv, om det er svært at få træningen ind, fordi du har travlt? Eller om det i virkeligheden skyldes, at du rent faktisk ikke er så pjattet med den træning, du laver/dyrker? Det kan i hvert fald være tæt på umuligt at slæbe sig ned i fitnesscenteret eller ud på en løbetur, hvis du virkelig ikke bryder dig om det. Er det tilfældes? I så fald vil jeg anbefale dig at tage et kig på din motionsform og overveje, om du skal prøve noget helt nyt?

Tilbage til træningsplanlægningen. Der er ingen tvivl om, at motion er tidskrævende – men jeg synes ikke, vi skal gøre det til et større problem, end det reelt er. Ønsker du at komme i form – eller fastholde din nuværende, kan du også finde tid til det i din hverdag. Det handler i høj grad om prioritering, og når det så er sagt, vil lidt planlægning hjælpe dig, så træningen også kommer til at finde sted – og ikke blot bliver et mentalt ønske fra din side.

Et lille fif, som jeg altid benytter mig af. Hver søndag tager jeg et kig i min kalender og finder nogle huller frem i den næstkommende uge, hvor jeg kan tilføje et træningspas. Det bliver typisk til tre gange om ugen for tiden. Husk at være realistisk, når du sætter kryds i kalenderen. Der skal nemlig både være tid til en times træning (plus/minus), transport og måske et bad 😉 For nogle år siden gik det op for mig, at jeg aldrig afsatte tid til transport, og jeg kunne lægge møder direkte op og ned af hinanden. Jeg kom konstant for sent, fordi jeg ikke lige havde afsat de 15-20 minutter til transport. Efter transporttid er blevet ‘implementeret’ i min kalender, har jeg fået meget mere luft, og jeg undgår den ‘hverdagsstress’ som det ofte kan medføre, når jeg skal tonse fra A til B. Det var lige et bonus fif herfra. Derudover skal du selvfølgelig også være realistisk i forhold til antal gange, du ønsker at træne i løbet af ugen. Er udgangspunktet nul træninger om ugen, er det helt okay at starte med et træningspas – måske to.

At bruge søndagen til at planlægge min træningsuge fungerer rigtig godt for mig, og jeg benytter mig af denne ‘metode’, fordi mit skema skifter fra uge til uge – og afhænger af personlige træningstimer i Cramers Studie og møder. Har du et mere fast skema, kan jeg klart anbefale at dig at sætte træningen ind, som en fast ‘ting’ hver uge. Fx mandag, onsdag og fredag – måske en dag i weekenden. Her er funktionen ‘gentag’ i kalenderen hammer smart, hvis du benytter dig af kalenderen på din telefon/computer.

Hvornår skal du så placere træningen? Det ene tidspunkt er ikke mere rigtigt, end det andet. Du skal træne præcis på det tidspunkt, der fungere bedst for dig. De fleste har faste arbejderstider fra kl. 8-9 til kl. 16-17. I de tilfælde vil jeg klart anbefale, at du enten træner på vej på arbejde, eller direkte efter arbejde. Det er de færreste (inklusiv mig selv), der kan kommer afsted til træning, hvis man lige har været hjemme og vende sofaen.

Planlægning vil i mange tilfælde gøre det nemmere at få træningen implementeret i løbet af ugen – du kan jo starte på søndag. Rock it !

Posted in blog, Træning

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram