Træning

Fokus til mor/barn træning

I denne uge opstarter vi nyt mor/barn forløb i Cramers Studie. Et 12 ugers forløb, som har fokus på at få ‘mor tilbage i form’ efter graviditet og fødsel. Mødrene får trænet og styrket hele kroppen til hvert træningspas, men vi har især fokus på korrekt træning af mavemuskulaturen og bækkenbund samt ryg og balder.

Det er meget forskelligt, hvornår mødrene tilmelder sig vores mor/barn forløb – det kan være alt fra 5 uger efter fødsel til 4-8 måneder efter. Generelt anbefaler vi, at vores mødre får et ‘go’ fra lægen, og så er det enormt vigtigt, at mødrene føler sig mentalt klar og har overskud til at tage et par timer ud af kalenderen – to gange om ugen. Vores mødre på dette hold har alle født for 7-12 uger siden. Det har vi ikke set tidligere, at samtlige mødre på holdet tilmelder sig og joiner et hold så hurtigt efter fødslen. Det er helt fantastisk – og hvorfor nu det?

Genoptræningen af bækken og kernemuskulatur skal gerne ske hurtigst muligt efter fødslen. Det betyder ikke, at du skal igang med styrketræningen dagen efter fødsel, men jo tidligere du starter med de små tiltag i din hverdag, jo bedre. Det kan være små fokuspunkter som; korrekt kropsholdning, når du sidder og går, samt opspænd af din coremuskulatur og genoptræning af din bækkenbund.

I mandags tjekkede jeg kvindernes deling af de lige mavemuskler – den såkaldte ‘rectus diastase’. Alle gravide kvinder får en deling af mavemuskulaturen i 3. trimester, hvis ikke tidligere. Er du gravid, kan du med den rette træning sikre, at delingen bliver mindst muligt, hvilket vi bl.a. har fokus på til vores gravidhold. Efter fødslen vil der ske en naturlig sammentrækning af de lige mavemuskler, men denne samling stagnerer typisk efter 8-12 uger. Netop derfor er det så vigtigt at have fokus på at hjælpe mavemusklerne tilbage på plads, hvilket kræver den rette træning. Starter du med ‘almindelig mavetræning’ for hurtigt, kan du risikere at forværre din deling af din mavemuskulatur. Det er virkelig en jungle at finde rundt i, hvad der er rigtigt og forkert – både under din graviditet og efter din fødsel.

Mit bedste råd til dig er derfor, at du starter stille og roligt op, når du er klar. Start med at være ekstra obs på din kropsposition, når du står og går, og så bør du fokusere på aktivering af din coremuskulatur – generelt, men især når du løfter baby, samt træne din bækkenbund. Almindelige mavebøjninger, hvor du ligger på ryggen og løfter dig selv op, er et no-go i første periode efter din fødsel.

Derudover er der vist ikke andet at sige end, at du skal nyde din baby og de mange fantastiske øjeblikke, I har sammen. Jeg glæder mig til at kunne snakke med på denne snak i det nye år ♡♡

 

Posted in blog, Træning

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram