Rejser

Rejseguide til Prag

Kort efter juleaften tog Lars og jeg et smut til Prag. Jeg har efterhånden besøgt mange forskellige storbyer, og Prag har længe været på listen over byer, jeg rigtig gerne vil opleve. Mine forældre har været i Prag nogle gange, og de taler altid varmt om byen. Nu har vi selv været afsted, og vi havde virkelig en dejlig tur. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne dele vores oplevelser med jer – måske til inspiration, hvis I selv skal afsted en dag 🙂

. . . . .

Jeg forsøger så vidt muligt at lave nogle små ‘rejseguides’ til de storbyer, jeg løbende besøger. Indtil videre har jeg bl.a. lavet rejseguide til HAMBORG, STOCKHOLM og BARCELONA. Det er hyggeligt at opsummere rejsen, og så håber jeg, at I måske kan finde lidt inspiration, hvis I selv skal et smut til samme byer. Jeg spørger ofte på Instagram, om I har nogle anbefalinger til mig, så jeg vil gerne give lidt retur her på bloggen ♡

. . . . .

FLYREJSEN & HOTEL
LC og jeg fløj direkte til Prag med Norwegian. Vores tur tog en time og fem minutter, og vi var begge imponeret over, hvor kort flyveturen var.

Vi havde næsten seks fulde dage i Prag, men vi besluttede os alligevel for at rejse med håndbagage, da det er SÅ meget lettere. Da vi ankom til lufthavnen i Prag, gik vi direkte fra flyet mod udgangen, hvor vi blev hentet af en chauffør fra Hotellet.

Vi bookede fem overnatninger på Hotel Cosmopolitan, og det var igennem hotellet, vi fik arrangeret ‘pick up’. Det virker som om, at den offentlige transport i Prag fungerer ganske udmærket, men vi prioriterede at lægge 600 kr. for transport til og fra hotellet. Hotellet var desuden ganske udmærket. Et rigtig fint og gammelt hotel med rigtig god service. Inklusiv i prisen var hotellets morgenmadsbuffet. Normalt fravælger vi morgenmadsbuffeten, hvis det er en mulighed, når vi er på storbyferier – fordi vi hellere vil spise morgenmad ude i byen. Da vi havde forholdsvis mange dage i Prag, var det faktisk meget rart at spise første måltid på hotellet, så vi ikke var på farten hele dagen. Det betyder til gengæld også, at jeg ikke rigtig har anbefalinger til morgenmad.
. . . . .

MAD
Jeg spurgte på Instagram, om I havde nogle anbefalinger til spisesteder og ting at se – og I kom som altid med en masse fif (I love it). Jeg linker lige direkte til billederne HER og HER, så kan I gå ind og tjekke alle kommentarerne og de mange gode anbefalinger, for vi nåede selvfølgelig ikke at besøge alle stederne.

Morgenmad
Som nævnt ovenfor, spiste vi morgenmad på hotellet, men flere af vores besøg til frokost, serverer også morgenmad.

Frokost
Her besøgte vi bl.a. Cafefin, La bottega (de har flere caféer rundt omkring i byen) og Banh-Mi-Ba. Sidste spot var vietnamesisk – nemt, hurtigt og god mad – dog ikke så hyggeligt. Favoritspottet var uden tvivl Cafefin, og vi endte da også med at besøge caféen op til flere gange på turen.

Min favorit mad fra Cafefin – et stykke ristet brød med avo, ruccola, røræg og tomat.

Aftensmad
Her havde LC gjort en del research. Anbefalinger kom bl.a. fra jer (TAK IGEN) og andre blogs.

Første aften spiste vi på Eska. Det lå forholdsvis langt ude (lang gåtur fra hotellet i centrum), og var formentlig dét sted, vi var mindst begejstrede for. Det skal dog lige nævnes, for maden var god og stemningen var ‘nice’ – men ikke et sted, jeg vil besøge igen.

Anden aften spiste vi mexikansk på Las Adelitas – DÉT var til gengæld et kæmpe hit. LC og jeg elsker også mexikansk mad, men hold da op. Det er formentlig noget af det lækreste mexi food, jeg har fået. Kæmpe anbefaling herfra.

Tredje aften var planen at spise Kantyna. Udfordringen var dog, at vi ikke kunne bestille bord, da det er en del af konceptet, at man blot møder op. Det var en slags ‘spisehal’, hvor man bl.a. kunne vælge alt muligt forskelligt kød fra slagteren. Det så super lækkert ud, men der var proppet med mennesker. Det var også lørdag aften, men jeg tror, at dette sted er booket altid. Vi endte med at droppe planen og finde et andet sted – men at finde et bord lørdag aften i Prag, det gik ikke super godt. Alt var simpelthen booket. Derfor kommer der lige en klar anbefaling om at booke bord hjemmefra. Normalt booker vi ikke bord til alle aftener, men det havde Lars stort set gjort denne gang, og det viste sig at være et hit.

Fjerde aften spiste vi på SaSaZu – en asiatisk restaurant med et twist. Et par stykker anbefalede os denne restaurant + en kammerat hjemmefra. DÉT viste sig også at være et kæmpe hit. Det er lang tid siden, at jeg har fået så lækker mad. Derudover var restauranten ret vild – her tænker jeg på indretningen. Det var en oplevelse i sig selv at træde ind i restauranten. Jeg vil næsten ikke sige mere, hvis nogle af jer skal ned og besøge restauranten. SaSaZu får i hvert fald en kæmpe anbefaling herfra, og vi skal uden tvivl tilbage, når vi besøger Prag igen.

SaSaZu // Jeg er pjattet med trøffelmayonnaise – og både denne carpaccio og rispapirrulle blev serveret med trøffelmayonnaise. Amen altså – no words needed!

Nytårsaften stod jeg for booking af bord, og her endte vi med at spise på Zdenek’s Oyster Bar. Et lille sted, hvor de havde pyntet fint op – og så serverede de virkelig lækre og velsmagende retter. Lars smagte bl.a. deres østers, som var et hit. Igen et super lækkert sted, vi klart skal besøge igen.

Generelt har jeg desværre ikke så mange billeder fra vores ellers super lækre restaurantbesøg. Det skyldes to ting; 1) lyset var ekstremt dårligt, hvilket gør det tæt på umuligt at tage fine billeder af maden, og 
2) så arbejder jeg virkelig på at vær nærværende og lægge telefonen fra mig, så det var også et aktivt valg herfra. 
Derfor lidt færre billeder til jer, men jeg håber, at I kan bruge teksten i stedet 🙂
. . . . .

WHAT TO SEE & DO?
Prag er virkelig en smuk og gammel by, og bare gåturen rundt i byen er nærmest en seværdighed i sig selv. LC og jeg valgte at gå til alle ting, hvilket bl.a. betød at vi meget hurtigt fik set det meste af byen, og derudover fik vi dagligt gået 10 – 20.000 skridt – til trods for min graviditet og mindre ‘gåoverskud’, end jeg plejer. Nedenfor har jeg listet nogle af de ting, vi fik set:

Charles Bridge
Vi fik set og gået på den populære bro, Charles Bridge, som på dansk kaldes ‘Karlsbroen’. Der er ca. 70 broer over floden ‘Vltava’ – hvoraf Charles Bridge er den mest kendte bro. Den er tilbage til 1500-tallet – en meget gammel og imponerende bro. Det er dog tons af turister på den, så vi foretrak at kigge på den fra de mindre populære broer. Broen forbinder øst- og vestsiden af Prag – og den leder direkte op til den imponerende borg.

Borgen
Prags Borg ligger på en ‘forhøjning’, og borgen er på alle måder enormt imponerende. Den er mere end 1.000 år gammel, og der har tilsyndeladende boet en masse statsoverhoveder; forskellige konger, kejsere og præsidenter. Det var en dejlig gåtur derop, og det er næsten et must, hvis du besøger Prag. Du kan desværre ikke komme ind og se Borgen, men den er også imponerende nok i sig selv udefra.

Charles Bridge
Vi fik set og gået på den populære bro, Charles Bridge, som på dansk kaldes ‘Karlsbroen’. Der er ca. 70 broer over floden ‘Vltava’ – hvoraf Charles Bridge er den mest kendte bro. Den er tilbage til 1500-tallet – en meget gammel og imponerende bro. Det er dog tons af turister på den, så vi foretrak at kigge på den fra de mindre populære broer. Broen forbinder øst- og vestsiden af Prag – og den leder direkte op til den imponerende borg.

Borgen
Prags Borg ligger på en ‘forhøjning’, og borgen er på alle måder enormt imponerende. Den er mere end 1.000 år gammel, og der har tilsyndeladende boet en masse statsoverhoveder; forskellige konger, kejsere og præsidenter. Det var en dejlig gåtur derop, og det er næsten et must, hvis du besøger Prag. Du kan desværre ikke komme ind og se Borgen, men den er også imponerende nok i sig selv udefra.

Borgen
Udsigt over kanalen, hvor Bogen ses i baggrunden.

Klementinum –  er et gammelt biblotek fra starten af 1700-tallet, som ligger tæt på ‘Charles Bridge’. Vi betalte ca. 80 kr./mand for en guieded tur – det var den eneste mulighed for at se biblioteket. Det var et imponerende biblotek, men resten af ‘turen’ var ikke noget vildt. Det var desværre ikke muligt at tage billeder inde i biblioteket – ellers havde jeg selvfølgelig skudt et billede til jer.

Kabelbanen
Der kører en kabelbane i Prag, og den kører fra centrum op på en forhøjning. Det var formentlig én af de mest interessante ting, vi lavede i Prag, haha. Vi tog ‘toget’ op, og så gik vi ned igen – der var ikke rigtig noget at se deroppe.

Udsigt, da vi var på vej ned fra kabelbanen – hvor Borgen ses i baggrunden.

Zoo
Vi fik anbefalet at besøge zoo – der ligger ca. 5 km fra centrum. Det er 100 år siden, jeg har været i zoo i DK, så jeg ville egentlig gerne have været forbi, men det nåede vi ikke. Selvom vi havde mange dage dernede, så ente tiden alligevel med at gå stærkt. Det må blive næste gang.

Massage
Prag er også meget kendt for god massage til billige penge. Vi fik også en behandling, mens vi var afsted. Jeg synes dog ikke, jeg vil smide en anbefaling afsted her, da vi ikke havnede det bedste sted (ZENERGY Asian Temple). Jeg bookede stedet, da de tilbød gravidmassage, men det lignede mest af alt, at vi blev ført ned i kælderen i en mafia forretning. Måske det er bedre, du finder et andet sted, haha!

. . . . .

Det er vist det, jeg kan finde på at skrive for nu. Jeg kan klart anbefale at booke en tur til Prag. Det er en fin og gammel by med en masse historie, hvilket jeg godt kan li’. Byen er på ingen måde så billig, som jeg havde forventet. Prag er faktisk den 4. mest populære storby i Europa, så det giver meget god mening, hvis de efterhånden har sat priserne lidt op med alle de turister på besøg.

Men – en klar anbefaling herfra. Uanset om du har mulighed for at tage et smut til en storby, i sommerhus et sted i DK eller lign., så kan dét virkelig noget med et lille getaway fra hverdagen. Jeg elsker virkelig at rejse, og heldigvis er der ikke længe til, vi flyver igen. Næste tur er til Thailand – sidste flyvetur inden lillemanden kommer ♡

XX ML





Posted in blog, Rejser

Relaterede indlæg

@marielouisecramer

Seneste fra Instagram